IPTL: Stjernespækket 3. runde færdig med et brag

8. december 2014

Den tredje og næstsidste runde, der fandt sted i Indien, er slut efter mange stjerners ankomst til glæde for de indiske fans. IPTL-formatet var ganske underholdende i Indien, hvor fansene var vidner til nogle gode kampe. En af disse var den sidste kamp på programmet mellem Roger Federer og Novak Djokovic. Federer spillede for Micromax Indian Aces og Djokovic repræsenterede Musafir.com UAE Royals, der er det samme hold som danske Caroline Wozniacki spiller for i turneringen. Kampen var en tæt affære med ekstraordinært velspillet tennis, hvor Federer endte med en sejr efter ShoutOut. Det var dog ikke nok til en samlet sejr, som UAE Royals tog med cifrene 29-20.

Danske Caroline Wozniacki var ligesom i 2. runde også en del af holdet i Indien. Her tørnede hun ud for holdet i to kampe. Første kamp var imod Daniela Hantuchova, hvor Wozniacki tabte 5-6. Caroline fik dog revanche i hendes næste opgør mod Kirsten Flipkens, da hun vandt med cifrene 6-3. Wozniackis hold UAE Royals vandt 2 ud af 3 opgør i 3. runde og ligger på en samlet andenplads. 

 

Stillingen efter 3. runde er som følgende:

Micromax Indian Aces: 30 point
Musafir.com UAE Royals: 27 point
Manila Mavericks: 27 point
Singapore Slammers: 17 point

Fjerde og afgørende runde spilles i Dubai fra d. 11. til 13. december.