International herretennis – mere spændende end nogensinde

5. januar 2009

Hvad har vi lært af år 2008 og hvad kan vi forvente af 2009? Tennissporten.dk gør status over international herretennis.

Ved starten af 2008 var der reelt kun et stort spørgsmål. Kan Federer fastholde tronen og måske endda vinde French Open? Det kunne han ikke, men det var tæt på at han beholdt førstepladsen.

2008 blev et af de mest spændende år i international herretennis nogensinde. Den serbiske kanon Novac Djokovic indledte med en sejr i Australien Open, der viste at Federer ville få problemer. Han slog ham i semifinalen og vandt efterfølgende finalen – dog ikke overbevisende imod den franske komet Tsonga, der spillede frækt slap stick tennis.

Den næste tid stod der Rafael Nadal på plakaten. Godt nok genvandt han ikke den prestigefyldte Masters i Palm Springs, men udraderede alle i French Open, som ikke er blevet vundet så overbevisende meget længe (finalen mod Federer var næsten pinlig ensidig), og vandt igen, i en af tennishistoriens bedste kampe overhovedet, Wimbledon over Federer. Den kamp kan man og bør man skrive bøger om. Her kan det kun konstateres, at det kunne være gået til begge sider, men efter 2007 finalen, som Federer vandt i en 5-sætter, som også var på vippen, var det nok på sin plads at Nadal tog stikket hjem. Og det var ikke nok for den muskuløse spanier – han vandt også OL-finalen i Shanghai, og blev kort efter fortjent nummer 1 på verdensranglisten.

Efter det mente mange at Federer var færdig, men med sejren i US Open (og en dobbeltsejr til OL), slog han fast at han stadig er med, og han er nu med 13 grand slam sejre tæt på at blive den mest vindende nogensinde. Så mon ikke han vil kæmpe for at vinde et par stykker til…

Næsten lige så interessant som Federers come back i efteråret var en ny stjerne som meldte sig i topstriden, nemlig skotten Andy Murray. Han har været et stort talent længe, men er nu på et niveau, hvor han kan slå alle. Han vandt overbevisende en Masters i Cincinnati i finalen over Djokovic, nåede finalen i US Open og vandt så Masters Cup i Shanghai, der giver mange penge og mange point.

Så her i starten af 2009 er spørgsmålene mange flere end de var ved indgangen til 2008. Der er fire spillere, som alle kan slå hinanden på en god dag, Nadal, Federer, Djokovic og Murray. Hvordan vil de klare sig i 2009? Lad os tage dem en ad gangen:

Kan Nadal fastholde førstepladsen? Nadals spil er frygtindgydende, men kræver mange kræfter. I efteråret var det tydeligt at sæsonen havde tæret og han var bl.a. nødt til at melde afbud til Shanghai. Nadal har også vist svaghedstegn, når han bliver spillet meget fladt og hårdt, som bl.a. Tsonga gjorde i Australien Open semifinalen. Det samme har Murray vist og det kan give Nadal problemer. Men hans psyke er fantastisk og han vil kæmpe til sidste blodsdråbe for at bevare førstepladsen. Så det er helt åbent, men vi tvivler på han kan bevare den over en mangeårig periode.

Kan Federer komme tilbage, vinde Wimbledon for en 6. gang og generobre 1. Pladsen? Hans spil var også i efteråret noget svingende, så han skal hive sig op, men hans rutine og sublime teknik gør at han ikke skal afskrives. Mon ikke han i hvert fald snupper en enkelt grand slam.

Vil Djokovic kravle længere op af ranglisten? Djokovic har vist sig mere svingende i 2008 end mange havde regnet med. På de gode dage slår han alle, men han har stadigvæk svært ved at finde den stabilitet, som skal til for at ligge nummer 1. Derfor tror vi han får svært ved at kravle helt op i 2009, men han ligger ikke mange point efter Federer og med en god start på foråret (hvilket vil sige en sejr i Australien), kan han godt blive nummer 2.

Vil Murray fortsætte fremgangen? Hvis Murray fortsætter fremgangen fra efteråret vinder han en grand slam i 2009. Uden tvivl. Hans spil er stilfuldt, dybt harmonisk og han har en lethed over sig, der gør, at vi her på portalen ikke kan lægge skjul på at vi ser ham som en mulig arvtager til Federers dominans. Han har også vist sig stærkt psykisk, men det er selvfølgelig for tidligt at sige. Han er ”the man to watch i 2009” og skal vi driste os med et bud er han højere end nummer 4, når vi igen om et år skal gøre status.

Udover de fire store, som nu dominerer tennisscenen er der en lang række spændende spillere, som har markeret sig i 2008, og som vi kan forvente mere af. Argentineren Juan Martin Del Potro var en af årets helt store overraskelser. Han er kommet i top 10, vandt fire turneringer sidste år og særligt i sidste del af året viste han tænder i mod selv de allerbedste.

Derudover står fransk tennis med tre lovende spillere i top 15 meget stærkt. Den unge Gilles Simon er blevet nummer 6 i verden og absolut værd at følge. Det samme gælder Jo-Wilfred Tsonga, tennissportens svar på Muhammed Ali, der viste, at han kan slå alle i Australian Open. Tsonga blev desværre sat ud af sæsonen med en skade, der varede meget af året. Det har han prøvet før, men med et helt år som skadesfri når han i top 5, tror vi. Den sidste Gael Monfils, er nummer 13 på verdensranglisten og en meget uortodoks spiller, som vi tror kommer i top ti i 2009.

Det bliver interessant. Vi kan ikke vente til den første store, Australian Open går i gang. Den vil sammen med alle andre større herretennisbegivenheder blive fuldt her tæt her på portalen.


Fotos i artiklen:
Nadal by Eternity
Federer by Toga
Tsonga by Toga
Djokovic by AngelaN
Murray by Chascow
Gilles Simon by Saturshine