SÅ kom vi endelig i kamp igen, men heldigvis var vi ikke gået i stå efter hviledagen. Vi vandt med 4 og 6 over Marx/Uebel fra Tyskland. Det var ikke den bedste kamp, men det var fordi begge par spillede for godt i egne servepartier til, at der rigtigt kunne komme spil. Vi brød i det første game, da Marx var lidt rusten og lavede et par dobbeltfejl. Derefter var der ingen breaks resten af kampen. De havde en breakbold, og vi var fremme at snuse et par games, men var ikke rigtigt tæt på. Når det var tæt hev de gode server frem, så der var ikke så meget, vi kunne gøre. Heldigvis spiller vi en solid tiebreak, som vi vinder med 7-3. I morgen har vi igen fri, da vores næste modstandere ikke har spillet endnu, så vi spiller igen fredag.
Når man kun spiller double i en challenger, som den her, hvor man spiller sent, og der er søndagsfinale, har man nogle lange dage. Der er ikke særligt gode træningsmuligheder, og der er så lang tid imellem ens kampe. Det var meningen, jeg skulle træne godt, men det kan ikke rigtigt lade sig gøre, da der, som sagt, ikke er ordentlige træningsmuligheder. Dog har vi fundet ud af, at der er et fitnesscenter i nærheden, vi må bruge, så det tager vi ud og kigger på i morgen. Det giver så til gengæld lidt tid til at slappe af. Jeg har været pænt slidt, specielt i mine ben, efter den lange togtur.
Vi får også set lidt film – meget overraskende. Vi har udvekslet filmperler med svenskerne. Fra den danske filmskat hev vi "Blinkende lygter" frem, og det var en stor succes. De trak "Selskabsräsan" frem, og den var da også udemærket, men jeg foretrækker den danske. Den store drivkraft i den svenske film var den norske skuespiller. Put en nordmand i en film, og det er stort set lige meget, hvad der sker med ham, eller hvad han siger, så er det morsomt.
YNWA