Så er jeg kommet til Korea, hvor jeg har besluttet, at de næste slag skal slås. Jeg har været her en gang tidligere, og har ikke de bedste minder, men den her gang er jeg forberedt, så jeg er sikker på, jeg får en fin tur. Maden var det, der slog mig mest ud sidste gang, så jeg har medbragt rugbrød, yoghurt, makrel, dåseleverpostej og syltetøj fra Danmark. Denne uge er faktisk ikke så slem, men næste uge er på en ø, hvor de serverer meget fisk. Jeg er ingen fiskefan, og sidste gang var det den første turnering. Ikke lige den bedste start at få serveret ris og fiskesuppe til morgenmad. Det er morgenmaden, der er værst. Til aftensmad kan jeg altid spise pizza, og det regner jeg med, jeg kommer til et par gange.
Rent turneringsmæssigt er det fine turneringer. Klubberne er i orden, der er masser af træningsbaner, de er udmærket organiseret og hotellerne er gode. I denne uge er det bare lidt nedern hattefar, at banerne er pænt beskidte, så boldene hurtigt bliver snavsede og skaldede, og så ryger kvaliteten. Det er ikke let at få fat i boldene, og selvom det ikke er så hurtige baner, er det meget fladt spil. Jeg fik ikke den bedste start, da det i går var koldt og blæsende, men i dag var det meget behageligt. Jeg skal stadig lige vænne mig til udendørs, men jeg er sikker på, træffet er der inden længe. Jeg har fået presset af at være 1. seedet, og i double er min franske makker, Ludovic Walter, og jeg 2. seedede. I single møder jeg en fra Taiwan. Jeg har kun set ham kort, men der havde han en god forhånd, og en mindre god baghånd. Han dækkede faktisk baghånden så meget, at han iblandt slog forhånd fra hegnet! Hvis det gælder her, skal jeg naturligvis få lagt pres på hans baghånd. I double møder vi to fra Thailand, som jeg ikke kender, men de har i hvert fald turnerings længste navne.
Det er også lykkes mig at latterliggøre mig selv – mere, end normalt – flere gange. Jeg skulle kun bruge mit 2. besøg på anlægget til at lave et brutalt styrt. Efter at have snakket med to new zealændere, går vi i hver vores retning, mens samtalen stadig kører lidt. Ud af ingenting, er der en bænk, der hopper lige ind foran mig og spænder ben, så jeg tager den med fuld oppakning lige på hovedet og med benene i vejret. Som minde har jeg to store blå mærker på skinnebenene. Jeg får stadig tårer i øjnene af grin, når jeg tænker på, hvor åndssvagt, det må have set ud. Senere på dagen dyppede jeg en gang sushi i en sauce, der åbenbart ikke var beregnet til. Jeg syntes nu, det var udmærket, så jeg fortsatte til de to damers, der arbejdede i butikken, store overraskelse. De prøvede at få mig til at stoppe, og så ud som om, jeg havde puttet ketchup på corn flakes el. lig. Ikke, at der er noget i vejen med det.
Min rejse gik for en gangs skyld fejlfrit. Der var ikke mange mennesker på flyet, så jeg fik 4 sæder til mig selv, og sov herligt. Eneste mindre nedtur, var da jeg skulle med bussen fra lufthavnen. Jeg var i god tid, og var en af de første ved stoppestedet, men jeg var ikke lige klar over, at man skulle line sin bagage op i rækkefølge. Alligevel var der decideret krig om at få taskerne ombord. En lokal og jeg selv kunne ikke gøre andet, end at kigge grinende på over det show, der udspillede sig, og så tage den næste bus. Min søvnrytme er lige i øjet. Den all-nighter, jeg trak dagen inden, jeg rejste har givet pote. Det er i øvrigt også lettere at vågne til nyheden om, at Liverpool vandt i sidste minut. Forza.