Hørsholm-Rungsted huser Davis Cup-kamp

12. november 2013

Det danske Davis Cup-hold møder fra den 31. januar til den 2. februar Cypern på hjemmebane. Dansk Tennis Forbund har nu fundet spillestedet, og valget er faldet på Hørsholm-Rungsted Tennisklub og Scanomat Hallen.

Sidst i oktober rykkede Danmark ned til Davis Cups Europe/Africa Group 2 efter nedelaget i den dramatiske kamp mod Sverige. I Danmarks kamp for at vende tilbage til den næstbedste Davis Cup-række er Cypern første udfordring, og kampen spilles på hjemmebane i Scanomat Hallen i Hørsholm.

Stor erfaring i turneringsafvikling
Dansk Tennis Forbund har valgt Hørsholm-Rungsted Tennisklub som arrangør af Davis Cup-kampen, og det skyldes HRTs store erfaring i at arrangere tennisarrangementer. Forbundet er derfor ikke i tvivl om, at arrangmentet i Scanomat Hallen bliver en succes.

"Rent sportsligt har vi en fin chance for at vinde, og hvad angår det arrangementsmæssige, tvivler jeg ikke på succesen. HRT’s erfaring, når det kommer til turneringsafvikling, er stor, og en række frivillige kræfter står klar i kulissen, ligesom kommunen er en vigtig medspiller", siger direktør i Dansk Tennis Forbund Sune Irgens Alenkær til DTFs hjemmside.

Davis Cup-kampen mellem Danmark og Cypern spilles fra den 31. januar til den 2. februar.