Jeg tabte i dag min 1. runde med 3 og 4 til Lester Cook. Jeg nåede aldrig rigtigt at finde ud af, hvor god han var, da jeg var ufattelig dårlig selv. Jeg var slet ikke i noget flow på noget tidspunkt og lavede så mange fejl. Stort set alle hans point vandt han på fejl fra mig – udover servevindere naturligvis. Jeg missede en del bolde fremme i banen i de første par games, og det låste sig, og blev mere og mere usikkert. Jeg forsøgte at være mere afventende, men holdt for meget igen og lavede så fejl på den måde. I 1,5 sæt servede jeg faktisk virkelig godt, og jeg lavede ret mange esser, men da det desperationen over ikke at at få det til at køre kom ind i mit spil, tabte jeg koncentrationen i serven. Det er det, der irriterer mig mest, da det var det, der kørte bedst. I stedet for at forcere niveauet frem, skulle jeg bare have fokuseret mere på mine server og holde serv. Jeg ville dog så gerne have det til at køre, så jeg blev febrilsk i min tankegang, og så røg tråden rent spillemæssigt for alvor. I 1,5 sæt var jeg rimeligt afklaret med min situation og forsøgte bare at få det til at køre. 1 sæt glemmer vi bare, så vi starter i 2. sæt, hvor jeg lægger ud med at breake og cementere ved at serve 4 esser i næste game. Der troede jeg, jeg var på rette spor, men så forærer jeg gamet til 2-2. Jeg holder dog fat og spiller mig til 5-6 breakbolde. Alle breakbolde bør jeg vinde, men jeg holder så lav kvalitet og misser så meget. Jeg ender med at tabe gamet. Han breaker til 5-3 efter 3 unforced og en dobbeltfejl, men jeg bryder alligevel tilbage, og tror på, at det kan vende. Hurra for, at jeg så forærer ham endnu et game, og dermed også sættet. Man skulle tro det var løgn.
Jeg skal være mere pumped og koncentreret fra starten af. Jeg er alt for afslappet, og det fungerer sådan set fint, når jeg rammer den i røven. Rammer jeg den, som i dag, er jeg hurtig på herrens mark, og kan ikke rigtigt finde ud af, hvad jeg skal gøre. Det er ikke fordi jeg decideret sjusker eller er ufokuseret, jeg er bare heller ikke kocentreret om, hvad jeg skal gøre. Det er meget lang tid siden, jeg har haft det sådan her efter en kamp. Jeg troede, jeg var kommet over det, men det viser bare, at jeg stadig har meget at arbejde med. Efter et fint år, hvor jeg for det meste har tabt til spillere, der var bedre, end jeg, irriterer de sidste 4 nederlag mig. Ok, Stockholm kan jeg acceptere, men de andre har været mærkelige. Jeg forstår det ikke helt, for min forberedelse har været god. Jeg har vundet nogle af mine bedste kampe, jeg har trænet godt og ramt den godt til træning og i det her tilfælde også spillet fint her de sidste par dage. Der er, med andre ord, ingen undskyldninger. Det undrer mig meget, men, som jeg har sagt så mange gange tidligere, så er det bare ud på træningsbanen og arbejde videre.
Nå, tør øjnene, kammerat. Jeg tror bare, jeg kører videre med quizzen. Vi er kommet til 3. spørgsmål.
Spørgsmål 3: Hvad hedder de to amerikaner, min farfar (Kurt Nielsen) tabte til i sine to Wimbledonfinaler?
YNWA