Högstedt ny Wozniacki-træner

31. oktober 2013
Hertil morgen blev spændingen udløst, da Ekstra Bladet kunne offentliggøre, at Caroline Wozniackis nye træner hedder Thomas Högstedt. Svenskeren har tidligere trænet Li Na og Maria Sharapova og går nu efter at føre Wozniacki til en Grand Slam-titel.
 
Ekstra Bladet kan i dag offentliggøre, at Caroline Wozniacki har fået sin nye træner på plads. Det bliver svenskeren Thomas Högstedt, som fremover skal træne Danmarks uden sammenligning største tennisnavn, og Wozniacki selv har store forventninger til samarbejdet.
 
Jeg glæder mig til at starte træningen med Thomas. Jeg er klar til at udvikle mit spil og til at arbejde hårdere end nogensinde før. Og jeg ved, at når jeg har leveret det stykke arbejde, så vil jeg også være en spiller, der kan vinde en grand slam”, fortæller Caroline Wozniacki til Ekstra Bladet.
 
Store målsætninger
Ligesom Wozniacki selv har Thomas Högstedt også store forventninger til sit samarbejde med den danske tennisdarling. En Grand Slam-titel er det store mål, og Högstedt er klar til at tage den nye udfordring op og glæder sig til at arbejde med Wozniacki.
 
Jeg ser meget frem til min nye udfordring som træner for Caroline og til at forbedre hendes spil. Sammen vil vi prøve at nå et niveau, hvor hun kan vinde en grand slam”, siger Högstedt ligeledes til Ekstra Bladet.
 
Denne sæson har ikke været den bedste for Wozniacki, der har haft problemer på netop trænerfronten og ikke var i nærheden af målet om en Grand Slam-titel. Sidst på sæsonen glippede også sæsonfinalerne i Istanbul, men i midten af Oktober lykkedes det til gengæld danskeren at vinde WTA-turneringen i Luxembourg, hendes eneste titel i år.