Man tror sikkert at jeg har opgivet at spille professionelt og ikke kan overskue presset eller de hårde kampe med så lille gevinst, men det er faktisk på ingen måde grunden til at jeg har aflyst min sidste turnering i USA.
Grunden er en lang historie, så jeg skal forsøge at gøre den kort. Jeg tog i sin tid herover for at spille fire future turneringer, fordi jeg tænkte at det var en god mulighed for at spille fire turneringer relativt tæt på hinanden i midtvesten med min gamle doublemakker fra Cleveland State University. Min kæreste bor også herovre, så det spillede jo også ind i overvejelserne at jeg kunne tilbringe lidt tid med hende. Min makker Ryan havde informeret mig løbende op til turneringsstart at han var i topform og havde tjent penge og fundet husering i de forskellige stater, så vi kunne holde udgifterne nede. Da jeg kom herovre, fandt jeg dog hurtigt ud af, at manden ikke havde styr på ret meget og da slet ikke hans eget spil eller økonomi. Jeg havde forestillet mig, at vi kunne træne to pas hver dag op til hver turnering, men han gad ikke at slå mere end en times tid om dagen, hvorefter han normalt kørte et McDonalds måltid ind eller gik ud og drak sig fuld om aftenen. Ikke just holdbart…
Jeg begyndte at mærke, hvordan mit niveau faldt drastisk efter Pittsburgh turneringen, hvor jeg kvallede mig ind og spillede fint. Jeg fik dog ikke trænet mere end en time om dagen, en halv på kampdagen, og det er jo slet ikke nok har jeg fundet ud af. Da vi kom til Peoria, Illinois turneringen havde jeg fuldstændigt mistet træf og måtte skubbe mig igennem andenkampen. Jeg havde faktisk en god lodtrækning og følte at jeg burde have slået Cooper i kvalfinalen, men mine betingelser har bare ikke været optimale. Ryan, som skulle være min sparringspartner og jeg for ham, drak sig fuld hver anden dag og spiste Mcdonalds til morgenmad hver dag inden han gik på banen, hvis han overhovedet gik på banen. Det holder ikke.
Jeg har lært en masse af disse tre turneringer, og ved hvad der skal til for at jeg kan holde niveau og spille bedst, og det er ved at køre mit eget løb og ikke læne mig op ad andre mennesker og lade dem styre begivenhederne. Derfor har jeg valgt ikke at spille Missouri, da det er en 14 timers kørsel, som vores bil uden aircondition ikke kan holde til, og udgifterne for fly, tog, eller leje af bil simpelthen er for dyre, når man tager oddsene for kvalificering uden træning med i overvejelserne.
Jeg kommer hjem i stedet og træner stenhårdt og fortsætter med futures igen i September. Jeg har fornemmelsen, at når jeg spiller bedst er jeg meget svær at slå og selvom det er en mental udvikling jeg skal gennemgå, er det bestemt også en fysisk og spillemæssig.
Tak til Helsingør tennis for støtte igennem første fase af min karriere! Jeg glæder mig til at fortsætte!
Det blev vist alligevel en lang update, selvom jeg lovede en kort. Tak for læsningen!
PØ