Her spirer tennisfr?ene

23. marts 2008

Klokken er 7.00 onsdag morgen d. 23/6. Man skulle tro der ville være meget stille på dette tidspunkt på Hørsholm/Rungsted store og flotte tennisanlæg. Men der er allerede optaget på flere af tennisbanerne. Et engelsk hold af piger mellem 12-14 år er i gang med at træne/varme op. I løbet af få minutter slutter et tysk hold af drenge sig til og efterhånden kommer der flere og flere til. Selvom de første kampe først starter kl. 9.00 så er det vigtigt at være klar, være godt varmet op. Den engelske træner har stoppet træningen et øjeblik og samlet de engelske piger omkring og siger: ”Ordentlig forberedelse er nøglen til at få succes og undgå skader.”  Og så herser hun videre med de engelske talenter.

     En Tennis Europe turnering er en turnering der hører under det europæiske tennisforbund. Og det er sædvanligvis for U14 spillere og U16 spillere. Ofte er det den første kontakt en juniorspiller får med international tennis. For U18 spillere (Man må gerne deltage i dem selvom man er U16 eller U14 spiller) bliver der arrangeret turneringer under ITF ( Det internationale tennisforbund) som tæller til en juniorverdensrangliste. Men der er ingen verdensrangliste for U14 eller U16 spillere. Derfor har man disse Tennis Europe turneringer der tæller til en Europa rangliste Spillere fra andre kontinenter end Europa må gerne deltage og får også en placering på ranglisten hvis de klarer sig godt. Det er altså her den første vejning og måling af et tennistalent finder sted. I Danmark spilles der tre sådanne Tennis Europe turneringer. To af dem spilles i Hørsholm/Rungsted. Den første indendørs i februar, foruden denne i juni. Ugen før blev der spillet en lignende TE turnering i Birkerød.

     Specielt for de danske talenter har turneringen stor betydning. I den tilsvarende turnering i Birkerød ugen før var der betydelig dansk succes. Søren Wedege, Vallensbæk vandt U16 rækken for drenge, desuden nåede Christoffer Kønigsfeldt, HRT og Niels Grinderslev, Esbjerg semifinaler i samme række. For U14 drenge nåede Christoffer Lundsgård, KB og Oscar B. Danielsen, Lyngby kvartfinaler. Hos U16 pigerne nåede Louise Randrup Noe, Lyngby semifinalen. U14 pigerækken der altid er stærkt besat nåede Hoang Kim Dam, ATK semifinalen, mens Karen Barbat, Lyngby nåede kvartfinalen.

     En af de spændende kampe som YOUR GAME overværede var mellem Søren Wedege, Vallensbæk og Tommy Laine, Finland. Den unge dansker er et af de helt store talenter i dansk tennis. Det har bl.a. ført til at Wedege er blevet udtaget til Ungdom-OL der spilles i Ligano, Italien. Kampen I Hørsholm viste en teknisk begavet spiller med den taktiske forståelse der kan bringe en spiller meget langt. Søren Wedege rullede sig ikke helt ud i kampen, men det var heller ikke nødvendigt mod den finske spiller der ikke havde alvorlig modtræk mod Wedege’s varierede spil. Siden spillede Søren Wedege sig i finalen i turneringen i Hørsholm/Rungsted, hvor han mødte det lokale håb, Christoffer Kønigsfeldt, HRT. De to spillere mødes ofte i U16 rækken, netop fordi de p.t. er de to stærkeste i den række. Endnu en gang trak Søren Wedege sig sejrrigt ud af duellen, denne gang med cifrene 6-2,7-5. Christoffer Kønigsfeldt havde i semifinalen vundet et andet internt dansk opgør mod Niels Grinderslev, Esbjerg med 4-6,6-2,6-3. Tre talenter man nok skal holde øje med. I U16 rækken deltog også Ulrik Thomsen, Lyngby selvom han egentlig er U14 spiller (han er nr. 14 på den aktuelle europarangliste fra 29/6 2005) Han nåede en imponerende kvartfinale sin unge alder til trods.

     En anden spiller som der er stor bevågenhed og spænding omkring er Karen Barbat, Lyngby. Han er 12 år (Når dette blad er udgivet er hun 13 år) og et stortalent i svøb. Bl.a. nåede hun kvartfinalen i DM for seniorer indendørs. Vi overværede kampen mellem hende over Victoria Rode Bager, KB, altså et internt dansk opgør. I første sæt var Barbat suveræn (6-0), men i andet sæt løftede KB-spilleren sit niveau, men hun dog ikke hindre Karen Barbat i at vinde 7-5. Barbat er uden al tvivl en fantastisk spiller med en fornem teknik. På banen ved siden af spillede hendes næste modstander, Anastasia Muhametova, Rusland (der senere vandt turneringen). Russeren var meget større rent fysisk, men til gengæld havde hun slet ikke den teknik som den spinkle Karen Barbat havde. Barbat tabte til den store russer, men resultatet havde nok været anderledes hvis den fysiske og aldersmæssige forskel var udlignet. Man kan i hvert fald konstatere at det næste store talent på kvindesiden hedder Karen Barbat. Men en anden dansker gjorde sig også bemærket i rækken for U14 piger. Det var Hoang Kim Dam, ATK der nåede semifinalen. En spiller der slår hårdt til bolden og bevæger sig godt. Det ligner en stærk dansk årgang.

      På drengesiden står de bestemt ikke tilbage for pigerne. Magnus Hallahan, KB spillede sig helt i finalen, hvor han desværre måtte trække sig med en skade. Men et utrolig flot resultat. Danmark har tre stærke spillere i den årgang, Ulrik Thomsen, Lyngby, Rune Winkler, OB og Magnus Hallahan, KB. Det var kun Hallahan der deltog i U14 rækken i Hørsholm/Rungsted, men det var bestemt med manér han gjorde det.

     Hos U 16 pigerne nåede Michala Hedelund, HRT finalen hvor hun så blev slået af en englænder. I denne række er deltagelsen lidt tynd. Det skyldes at pigerne som regel spiller ITF turneringer i stedet. Et tydeligt eksempel er Caroline Wozniacki der aldersmæssigt passer til denne række men for længst er gået det niveau op. Vi skal nu ikke tage noget fra den flotte finaleplads af Hedelund. Et rigtig fint resultat.

      Talenterne blev målt, vurderet og vejet. Om de blev fundet for lette er nu op til dem selv og deres trænere, men en velorganiseret turnering i Hørsholm/Rungsted havde tjent sit formål. Venlig kappestrid der kunne fortælle de involverede om deres sportslige muligheder.