Kort efter nederlaget til Serena Williams i OL i London drog Caroline Wozniacki (billedet, WTA 8) videre over atlanten, hvor tenniseliten samles de næste uger.
Første turnering for Caroline var i Montreal. Fra at have spillet på græs i London er Caroline nu tilbage på favoritunderlaget hard court. Sensommerturneringerne i Nordamerika har resultatmæssigt været nogle af Carolines bedste de seneste år, og det begyndte da også fint i Montreal.
Efter at have været oversidder i første runde var modstanderen i anden runde den hollandske kvalifikant, Kiki Bertens (WTA 80), som ikke voldte Caroline store problemer. Kampen blev vundet 7/5 6/1 over to dage pga regnsvejrsafbrydelser. Det betød, at Caroline eventuelt skulle spille to kampe næste dag.
Første modstander var Varvara Lepchenko fra USA (WTA 39), som bed godt fra sig. Efter en lang og opslidende kamp – hvor Caroline undervejs blev behandlet for smerter i knæet – trak danskere det længste strå med 4/6 6/3 6/4. Få timer efter stod Caroline igen på banen mod hjemmebanehåbet Alexandra Wozniak (WTA 55), men Caroline slukkede det håb med 6/4 6/4.
Dermed var Caroline fremme ved semifinalen, hvor der ventede hård modstand i form af Petra Kvitova (WTA 6), der dog ikke hidtil har haft den sæson, som var forventet af hende. Det blev en tæt affære, hvor Caroline holdt sine uprovokerede fejl helt i bund i starten, men ikke formåede at holde hele vejen i mål. Kvitova vandt kampen med 3/6 6/2 6/3.
I denne uge går turen videre til Cincinnati, hvor en ny turnering venter. Også her har Caroline bye i første runde, så hun når at puste ud efter nogle hektiske dage i Montreal.