Det er længe siden, jeg har givet lyd fra mig. Siden da er jeg kommet til England, hvor den har stået på græssæson.
Jeg skal ærligt indrømme, at det var skønt at komme hjem fra Korea. Det er ikke noget dårligt sted som sådan, men taber man bare lidt tråden, kan man brænde helt sammen derude. Jeg endte med at finde tråden en lille smule, selvom jeg tabte i 2. runde i single. Et bittert nederlag eftersom jeg netop var begyndt at spille bedre. Jeg blev i den kamp sendt ned på bane 17, der var anden hastighed, ujævn, med sprækker og pyramideformet. Det gjorde mig usikker og jeg spillede usikkert, som i ugen inden. Jeg burde stadig have vundet – spiller man sig frem til 2 matchbolde, kan man ikke bruge det som undskyldning for at tabe. Men det var en forklaring på, hvorfor jeg følte mig jammerligt tilpas. Jeg tog aggressionerne ud i double, hvor jeg endte med at spille uhyggeligt godt.
Her på græsset har det været op og ned. Det har været lidt ned fordi det simpelthen har været så jammerligt vejr. I de to challengers i Nottingham fløj vi ind og ud, og det gjorde det lidt vanskeligere at finde græsrytmen. Jeg spillede nu meget godt alligevel, og føler jeg har fundet tilbage til, hvor jeg var, inden jeg blev skadet. Asiensturen var god for mig, fordi jeg lærte en masse om mig selv og hvilke forskellige ting, der fungerer godt for mig. Jeg havde et par ting at træne på, og det har givet øjeblikkelig bonus. Mine doubler har også været gode, så jeg kan ikke rigtigt tillade mig at være utilfreds.
Som sagt føler jeg, jeg er ved at være, hvor jeg gerne vil være. Jeg kan selvfølgelig altid rette lidt hist og her, men generelt, kan jeg stå inde for det her niveau. Nu føler, jeg mangler det sidste, der kommer fra at have fået nogle kampe. Specielt på græs, hvor spillet ofte er er tættere, er det om at være skarp i beslutningstagningen, og det har jeg kunnet mærke i de kampe jeg har tabt. De har alle været gode, og jeg har spillet godt nok til at vinde, men jeg har manglet den sidste skarphed. Mine modstandere har været gode og har ikke givet noget ved dørene. Desuden har jeg ikke lige haft marginalerne på min side – bortset fra den eneste kamp, hvor jeg ikke burde have behøvet det og endte med at redde 4 matchbolde mod en, jeg burde have kørt over fordi jeg totalt undervurderede ham. Niveauet er der dog, så jeg føler bare, jeg mangler den ene sejr, der vender skuden. Jeg håber, det bare er et spørgsmål om tid, inden det sker, da jeg nu spiller på et højt niveau.
Kvalen til Wimbledon starter i morgen, og der skal et mindre mirakel til, for at jeg kan spille med. Jeg tager naturligvis ud og signer som reserve, men der er lang vej til at komme ind. I double har jeg fået en overraskende bonus, i det jeg har fået WC til hovedturneringen. Det er fordi jeg spiler med Johnny Marray, som jeg også gik til finalen med i den ene challenger i Nottingham, men det er stadig lidt anderledes at få et WC som ikke brite. Der er da også et par løftede øjenbryn her og der, men jeg siger sgu ikke nej, når jeg nu får det tilbudt :-). Det betyder, at den næste uge nok kommer til at gå med at træne en masse og forberedelse til ugen efter. Jeg håber at erfaringen fra Australien hjælper mig. Den her gang har jeg i det mindte god tid til at forberede mig.
Top 3:
1) Under den første double i Nottingham, hvor jeg zoner og ikke misser en bold, siger vores modstander efter vi bryder til 6-1 4-1 dobbeltbreak: "It makes no sense to play against computer!"
2) DKs sejr over Holland. Svær at komme udenom.
3) Mad og drikke, som ikke er fra Korea.
YNWA