God dag

3. november 2009

Det var endnu engang en svine kold dag. Men jeg spiller faktisk udmærket under de her forhold, så jeg brokker mig ikke. Eneste minus er, at jeg er blevet forkølet. Det tror jeg nu de fleste her er.

Min kamp i dag var faktisk ikke så dårlig. Jeg vandt med 6(3) og 0, men jeg havde muligheder for at vinde første større. Jeg var to gange foran med break, og spillede godt. Jeg spillede to ærgerlige partier til at blive brudt. Problemerne i starten var, at jeg spillede for rent og jeg var for passiv på mine returer. Når jeg siger, jeg spillede for rent, betyder det, at jeg spillede for meget i det samme tempo, og der var han god. Han lavede få fejl og kunne lide farten fra mine slag. Jeg kunne slå igennem ham i starten, men midt i sættet havde jeg ikke held med det mere. Han servede mange førsteserver, men i et fint tempo. Desværre blev jeg for passiv, da jeg ikke følte mig truet på hans server, og lavede nogle slatne returfejl. Det fik jeg styr på i slutningen af sættet, og da han samtidig fik gummiarm, tog jeg tiebreaken sikkert. Generelt spillede jeg bedre og bedre, og i 2. sæt var jeg mere eller mindre fejlfri. Det gav bonus, at jeg gik mere på returerne, at jeg fik spillet bolden godt rundt og at jeg fik brudt tempo med nogle lave slices.

Vi fik også en god start i doublen, da vi vandt med 3 og 4. Det var en sikker sejr, hvor vi kun var nede med 2 breakbolde i hele kampen. Vi havde en høj førsteservsprocent, og var gode til at udnytte, at de havde nogle partier uden førsteserver.

I morgen spiller jeg single mod Woon Sun Jun, som jeg slog i 1. runde kval. Han ser ud som om, han er ved at spille sig varm efter en skadesperiode. Han slog 1. seedede i dag, og var imponerende. Jeg følte, jeg havde godt styr på ham i sidste uge, og vil prøve at spille på samme måde. Presse hans baghånd, spille ud på hans forhånd og få mage returer i spil.

Jeg fik frø-mysteriet opklaret. Der var tale om fejloversættelse af "The Turtle", som jeg sagde til ATP, at mine venner kaldte mig, engang i 2003. De kaldte – og nogle gør stadig – mig padden, da jeg ikke er verdens hurtigste menneske.

YNWA