Genvalg til Davis Cup-kvartet
25. marts 2014
Kenneth Carlsen valgte det sikre og kendte, da han skulle sætte navne på hans fire udvalgte til Danmarks Davis Cup-kamp mod Luxembourg. Frederik Løchte Nielsen, Martin Pedersen, Thomas Kromann og Mikael Torpegaard er udtaget til det danske landshold.
Der blev hverken plads til Mohamed Shabib, Philip Ørnø eller for den sags skyld Søren Hess Olesen i Kenneth Carlsens landsholdstrup til Davis Cup-kampen mod Luxembourg fra den 4. til 6. april. Landstræneren valgte de sikre og velkendte navne, Frederik Løchte Nielsen, Martin Pedersen, Thomas Kromann og Mikael Torpegaard, der alle fire har spillet de to seneste Davis Cup-kampe for Danmark.
Tvivl om fjerdemanden
Der har ellers været stor spænding om, hvem der skulle udtages som fjerdemand på det danske David Cup-hold. Mens Frederik Løchte Nielsen, Martin Pedersen og Thomas Kromanns udtagelser mere eller mindre var selvskrevne, var det sværere at forudsige Mikael Torpegaards genvalg.
Torpegaard spiller for tiden ingen kampe, da han til sommer skal på college i USA, og de amerikanske regler forbyder dette. Derfor var der spekuleret i, om landstræneren ville se bort fra den foretrukne fjerdemand ved de to seneste Davis Cup-opgør og i stedet kigge i retning af spillere med mere kamperfaring.
Her var Mohamed Shabib og Philip Ørnø de bedste bud. Shabib har brugt det meste af år 2014 på at rejse rundt og spille internationale turneringer, og Philip Ørnø viste højt niveau og god form ved DM Inde i begyndelsen af marts. Ingen af de to nåede dog gennem Carlsens nåleøje i denne omgang og må derfor se med fra tribunen, når det om halvanden uge går løs i Hillerød.
Kamp for oprykningskamp
Her gælder det for de fire landsholdsudtagne en kamp ved 2. runde i Europe/Africa Group 2, hvor vinderen af kampen mellem Danmark og Luxembourg vil møde vinderen af kampen mellem Hviderusland og Moldova i en kamp om oprykning til Davis Cups næstbedste division, Europe/Africa Group 1.
Danmark spillede sig videre til 2. runde ved at slå Cypern overbevisende i 1. runde i februar. De danske herrers klare målsætning for årets Davis Cup er oprykning til Europe/Africa Group 1, og derfor er landstræneren også klar i spyttet om målsætningen for kampen mod Luxembourg.
”Målsætningen er at vinde, det skal der ikke herske tvivl om. Vi glæder os til et gensyn med publikum og banen i Hillerød, hvor Davis Cup-holdet tidligere har haft gode oplevelser. Er stemningen, som den plejer i Hillerød, vil det være en fantastisk hjælp”, fortæller Kenneth Carlsen i en pressemeddelelse.
Luxembourg uden Müller
Vejen til sejr over Luxembourg er også blevet lidt lettere, efter luxembourgerne i dag har udtaget deres hold til Davis Cup-kampen. Af den trup fremgår den helt store stjerne og tidligere top 100-spiller Gilles Müller nemlig ikke.
Gilles Müller førte næsten ene mand Luxembourg til sejr over Marokko i 1. runde, og Müller har mindst ligeså stor betydning for Luxembourg, som Frederik Løchte Nielsen har for Danmark. Luxemborgerne kan dog ændre i deres trup frem til lodtrækningen torsdag den 3. april. Luxembourgs trup består i stedet af Ugo Nastasi, Mike Scheidwieler, Gilles Kremer og Chrisophe Tholl.
Danmark møder Luxembourg i Hillerød fra den 4. til 6. april. Billetter til kampen koster 50 kr. pr. dag. Partourkort til alle dage kan fås til 120 kr.
Davis Cup-truppen
Frederik Løchte Nielsen, Lyngby, 30 år, nummer 756 på single-verdensranglisten, nummer 52 på double-verdensranglisten.
Martin Pedersen, KB, 26 år, nummer 1.010 på single-verdensranglisten.
Mikael Torpegaard, Lyngby, 19 år, nummer 1.186 på single-verdensranglisten.
Thomas Kromann, KB, 26 år, urangeret.
Landstræner Kenneth Carlsen, Davis Cup-assistenttræner Morten Christensen, trainer/massør Jeppe Anker Sindal.
Program for Davis Cup-ugen
Mandag den 31. marts: Første træningssessioner i Hillerød. Tidspunkter findes her.
Mandag den 31. marts kl. 16.00-18.00: Kids Day. Trop op og dyst mod landsholdet og landstræneren. NB: Den første halve time fra kl. 16.00 – 16.30 bruges på at se landsholdet træne.
Torsdag den 3. april kl. 13.00: Lodtrækning og presseseance.
Fredag den 4. april kl. 14.45: Indmarch og 2 singler.
Lørdag den 5. april kl. 14.00: 1 double.
Søndag den 6. april kl. 13.00: 2 singler.
Generel info om kampen
Spillested: Hillerød Tennisklub, Milnersvej 35 c, 3400 Hillerød.
Referee: Vuk Nikolic (Serbien).
Stoledommere: Christian Rask (Danmark) og Timo Janzen (Tyskland).
Læge: Camilla Molich Hoff.