Futures i Sverige: Shabib i nederlag til Brunstrom

29. september 2014

Mohamed Shabib kæmper efter sejr i Futures i Sverige, men må se sig slået ud i første runde af hovedturneringen

 

Mohamed Shabib bliver i Sverige, og fortsætter turnering efter turnering i de svenske $15.000 Futures. Siden d. 27. september har Shabib spillet i Jonkoping hvor han som andenseedet i turneringen i første kvalifikationsrunde mødte sin landsmand Philip Ørnø. De to stod for få uger siden skulder ved skulder som double-makkere, men i den igangværende turneringen endte Shabib ud som stærkest med stillingen 6-5, 7-6[1].

 

Anden runde af kvalifikationen gik noget nemmere for Mohamed Shabib, der strøg igennem mod svenskeren Johan Beigart ved kun at afgive 4 partier i kampen. Lige så nemt gik det dog desværre ikke i første runde af hovedturneringen mod svenske Jesper Brunstrom. 

 

Rent rangeringsmæssigt ligger de to spillere nærmest lige, og det kunne ses i kampen, der måtte helt ud i tre sæt før at Brunstrom trak det længste strå. Shabib startede ellers imponerende ud med at vinde første sæt 6-1, men efterfølgende fik Brunstrom overtaget og fik afgjort kampen 1-6, 6-4, 6-3.

 

Til trods for, at Mohammed Shabib tabte til Brunstrom, så er han dog ikke færdig med at spille i Jonkoping. Efter sin singlekamp mod Brunstrom skulle Shabib nemlig have spillet double sammen med svenskeren Daniel Windahl. Modstanderne var dog ikke i stand til at møde op til kampen, og Shabib er derfor direkte videre i doubleturneringen.