I denne uge spiller jeg en stor challenger i Busan, Korea. I første runde skal jeg møde min doublemakker fra sidste uge Go Soeda fra Japan. Vi har mødt hinanden en enkelt gang tidligere, og det var faktisk i Busan tidligere på året. Her vandt han sikkert i to sæt, så jeg vil meget gerne have revanche. Han er en hurtig gut, som slår utrolig mange bolde over men som ikke besidder de store vinderslag. Underlaget er dog ufattelig langsomt, så det gør ham ekstremt farlig her, da det er let at slå sig død.
Turen fra Seoul til Busan blev foretaget med lyntog, som nogle gange kørte op til 300 km i timen. Det var et fint tog, som var rent og behageligt og turen tog 2,5 time. Folk her er meget disciplinerede, alle står pænt i kø for at komme ind og ud, og der er ingen som skubber sig frem. Personalet bukker hver gang de kommer ind i vognen, og det samme når de skal ud. Det lyder måske lidt for militærtagtigt, men hele deres væremåde gør faktisk, at man bare selv slapper af.
I seoul boede vi helt fantastisk på et flot hotel sammenbygget med en kæmpe shoppingcenter og en stor forlystelsespark. I centeret havde de alle mærkevarerne men desværre også til europæiske priser. Sjovt nok havde de også kopier – men af forretninger. McDonalds er totalt kopieret under navnet Lotteria. Det er umuligt at se forskel på menuen. Endvidere var vi en af de første dage i Seoul på et kæmpe elektronikmarked. Der var 11 etager kun med elektroniske gadgets, som jo er paradis for de fleste fyre. Meget lidt blev dog købt, da ekspedienterne ikke kunne et eneste ord engelsk. Men de er på elektronik området et godt stykke foran os. Noget andet man ligger mærke til i Seoul er renligheden. Der ligger meget lidt affald, og folk er gode til at dele affaldet op i genbrugsspande. Folk virker faktisk utroligt afbalancerede og langt mindre stressede end vi gør derhjemme, og det selvom de efter sigende arbejder langt mere. Børnene skriger ikke, og der er ingen forældre der skælder ud. Meget udansk.
Nu er turen så kommet til Busan, som trods alt ikke virker helt så klinisk rent. Det er dog også en havneby, så det gør nok en ret stor forskel. Vi bor stadigt godt og alt er fantastisk velorganiseret. Nu mangler jeg så bare en god tennisuge med en masse sejre.
Yderligere blev mit tennisliv sat lidt i perspektiv i dag. Jeg brokker mig tit over ikke at spille godt og over en masse andre ligegyldige ting. Da jeg så tjekker tennisspillernes nyhedssiee her til formiddag, opdager jeg, at en af de spillere, som jeg er vokset op med og har kendt siden jeg var 14 år, er død. Italieneren Frederico Luzzi. Han døde efter sigende af leukæmi, som først blev opdaget i denne uge!