Første sejr i hus

16. september 2012

Jeg vågnede lidt tidligere i morges end planlagt var. Ved ikke om det skyldtes lidt nerver eller om jeg bare var sulten, men jeg valgte at stå op og gå direkte til morgenmaden. Opvarmningen gik okay. Jeg ramte den ikke så godt, men jeg tænkte ikke så meget mere over det fordi det var gået var gået fint de andre dage.

Da klokken blev 10.00 var jeg totalt pumped og klar til kamp. Jeg springer min streng i en serv ved opvarmningen, og det gør at jeg kommer lidt ud af min tryghedszone, som jeg ellers fik bygget godt op. Hun starter med at serve i kampen, hvor jeg vælger at lave fire returfejl. Dårlig start! Jeg holder derefter serv, rimelig tæt, men kommer så hurtigt bagud 3-1. Det hele kører lidt rundt oppe i hovedet. Tankerne flyver og øjnene fiser rundt på de andre baner, hvor de svenske piger spiller. Jeg havde virkelig problemer med at komme ordentligt i gang med mine returere, men ved 3-1 ved jeg at jeg bare skal bryde tilbage med det samme for så at kunne holde serv igen. Det skete, så lige pludselig stod det 3-3. Vi holder begge serv, hvilket gør at første sæt selvfølgelig skal afgøres i en tiebreak. Jeg begyndte at sætte lidt flere returere og var foran hele tiebreaken, havde to sætbolde ved 6-4 og fik første sæt hjem 8-6. Puha, tænkte jeg. Det var godt nok lidt op ad bakke og jeg spillede ikke det tennis jeg gerne ville, men når det ikke går som ønsket, må man lave om på sin taktik og spillestil, hvilket jeg så kunne prøve at arbejde med i andet sæt.

Efter 1 time og 20 min, kunne vi endelig komme igang med andet sæt. Jeg begyndte langsomt at få mere selvtillid med returneringerne og serven kørte som den skulle. Efter der kom mere styr på det, var der ingen tvivl om udfaldet. Med 3 breaks i andet sæt, hev jeg sejren hjem med 6/2.

Efter kampen har jeg fundet ud af hvad grunden til denne lidt mærkelig og ikke særlige kønne start på turneringen. Det hænger meget sammen med forberedelse. Ikke fordi jeg ikke har forberedt mig godt hjemmefra, men banerne er lidt hurtigere her og boldene flyver ustyrligt rundt her i starten. Det handler om at vænne sig til forholdene her, som svenskerne for eksempel har haft over en uge til, da de også spillede turneringen på hotellet i den sidste uges tid. Svenskerne gjorde rent bord i dag og samtlige af dem uddelte et æg eller to. Det er rigtig godt klaret, men også et klart bevis på at det tager tid at vænne sig. Jeg håber dog at det vil gå langsomt fremad fra kamp til kamp, ligesom det gjorde sidst jeg havde succes her i Tyrkiet.

Efter min to timers lange kamp, var der lige en lille times tid til afslapning. Men i denne varme blev det ikke en gang til en time ved poolen – 37-38 grader og på banen er det vel en god 40 grader. Jeg er godt ør i ansigtet efter al den varme og har været i bad 5 gange i dag. Jeg håber at I alle kan danne jer et billede af dette lækre resort, en masse tykke tyske turister ved poolen og kampsvedende tennisspiller på samtlige 10 baner. Det er nu meget sjovt.

Hertil aften tog jeg lige en time på træningsbanen med Beatrice Cedermark, som også spiller i Helsingør og Helsingborg. Jeg kunne mærke at jeg er ved at få lidt mere styr på de flyvende forhænder og ufatteligt dårlige returere, så jeg ser frem til at komme i ilden igen i morgen. Jeg spiller kl "ikke før 11.30" mod Patricia Cortes fra Bolivia (WTA, 1167), så der er let morgenmad kl 8.00, træning kl 9.00 og derefter mere morgenmad, så jeg får fyldt alle mine depoter op inden kamp.

Jeg håber at min næste update kommer til at indlede med: "Jeg gjorde det – hovedturneringen". 🙂

 

Hygge hejsa og en masse kebab-hilsner

/MJ

 

P.S.: Hvor er det dog dejligt at der er så mange danskere der er ude på touren i dette øjeblik. Mange gange held og lykke til Ferrigno og Wedege i Sverige, Karen og Malou i Frankrig, og ikke mindst Ørnen og Hansi i Vietnam. Gi’ den gas og opdater – jeg følger med i spænding. (Hvis der er flere, så skal der heller ikke være tvivl om at I også skal give den maks gas der hvor I nu befinder jer henne i verden)