Täna oli hea, kuid pikk päev. Ja, i dag var en god, men lang dag. Samtlige Radiohead albums fik lov til at køre i bøfferne i dag. Det er sjovt, som man kan blive ved med at høre de samme albums om og om igen. Jeg havde lagt Radiohead lidt på hylden, fordi når jeg lytter til dem, nørder jeg dem fuldstændigt. Alt skal høres, hver en detalje, hver en tone lyttes til, hver en frasering, hver linje skal forstås, indtil jeg har fået nok og må lægge det væk i en periode. Nu kom tiden så igen til at lytte til dem, og det er næsten som at høre sangene for første gang igen. Der er bare den forskel, at jeg har nogle faste minder, der cirkulerer i mit hoved igennem hver sang. Det er nu heller ikke så dårligt. Det er lykkedes mig at skabe nye minder med nogle af sangene, fordi jeg er et andet sted, end da jeg lyttede til dem for første gang. Der er visse linjer, som jeg nu forstår bedre eller i hvert fald tolker dem på en anden måde. Jeg prøver på at se tingene fra et lysere synspunkt, og i takt med at jeg prøver, går det den rigtige vej. Jeg kan mærke, at jeg har mere overskud til andre mennesker og til mig selv.
Jeg husker tilbage til for halvandet år siden, hvor jeg sad og læste til køreprøve hos min mor i arbejdsværelset ovenpå. Det var koldt og mørkt udenfor og man kunne sikkert spotte mig gennem vinduet fra flere kilometers afstand, siddende i spotlyset fra den lille arkitektlampe på skrivebordet. Jeg sad og stirrede ind i monitoren og prøvede at udenadslære et gudsforladt computerprogram, jeg havde fået af min stedfar. Der var alt, hvad jeg skulle vide om at køre bil, men det var forfærdelig outdated. Alligevel var jeg helt pjattet med at sidde og nørde vigepligt, hastighedsbegrænsning og bilens lygter. Jeg kan godt lide så noget, selvom jeg synes det er tosset. Jeg kan også godt lide krydsogtværs, grammatik og computerspil, der tager lang tid. Men der sad jeg altså en vinteraften og terpede, da jeg pludselig holder en pause, slipper musen med højre hånd, for at flette fingrene og strække armene over hovedet til det gav et lille knæk i skulderbladene. Da jeg sænkede armene igen og ville tage fat i musen igen, lagde jeg pludselig mærke til musebrættet. Det var typisk firma-propaganda til medarbejderne, basis psykologi om du vil, med to opdelte billeder. Et af den grønne tændstiksmand, som er positiv og ser muligheder og løsninger i projekter og livet generelt, og et af den røde mand, som er negativ og ser forhindringer og problemer i alting. Den grønne mand var glad og havde to løftede tommelfingre, og den røde mand var ked af det og havde sænket hoved og skuldre. Ved den grønne mand stod der, at han har mere overskud og plads til andre i hverdagen. Da tænkte jeg: Sikke noget bullshit. Men der er sgu noget om det. Tak, Codan, for at vise mig vejen!
Og så til lidt tennis. Jeg var fjerde match og kom på som den sidste kamp i dag. Undervejs kom der en kæmpe skylle, som totalt oversvømmede hele anlægget på 30 sekunder. Det var sygt. Jeg kom på, jeg spillede fint, tilpas hurtigt, forsøgte at skabe en god kamp for mig selv. Jeg gik efter mine slag, jeg trykkede fra begge sider, kom lidt til nettet, trådte ind i returerne, slog spin, slog fladt. Alt i alt var det fint. Jeg missede lidt hist og her, men det største problem i dag var sådan set at holde fokus. Min modstander fra Estland spillede utroligt langsomt og ville ingenting. Han ventede bare på at jeg lavede en fejl og eftersom jeg ikke lavede ret mange af dem i dag, vandt jeg 6-2 6-1. Bagefter spiste mig og Stefan – som i øvrigt spillede horribelt i dag og tabte til en badebillet – pasta til 4 euro i restauranten, drak lidt kaffe i aftensolen, for til sidst at tage en taxa tilbage til hotellet, hvor jeg nu sidder med åbent vindue og lytter til bassen, der pumper fra tivoliet overfor.
I morgen er der mere tennis mod Estland. Jeg kender ikke min modstander og vil egentlig heller ikke vide hvem det er. Jeg går ikke så meget op i resultater osv. Jeg vil bare gerne skabe en god kamp for mig selv og nyde spillet.
PØ