Følgende er skrevet lidt som sjov og lidt for alvor
Har man haft gode oplevelser med tennis som fritidsaktivitet, kan man som forælder ønske at formidle denne fornøjelse til sine børn. Før man banker på tennisklubben, kan man let opbygge et grundlag for denne livslange fysiske aktivitet. Nedenfor har jeg skitseret en række aktiviteter.
Afstandsbedømmelse
Når barnet ligger i vugge og barnevogn kan det have et eller andet objekt at fokusere på, række ud efter og måske daske til. Det kunne være alt muligt formmæssigt og farvemæssigt spændende, der hænger over barnevognen, og det kunne da også godt være en tennisbold.
Afstandsbedømmelse og motorik
Når barnet begynder at række ud efter genstande i omgivelserne, kan man arbejde med både afstandsbedømmelse og det motoriske i at tage og give.
Hånd-øje koordinationen
Når barnet kan sidde op på gulvtæppet fortsættes udviklingen af de motoriske evner og den rumlige opfattelsesevne i det, man kalder hånd-øje koordinationen, som er en grundlæggende forudsætning for at få glæde af tennisspillet. Bolde kan trilles frem og tilbage mellem forælder og barn. Evt. kan barnet sidde mellem den ene forælders ben, mens den anden “sparrer” med det unge håb. Man kan benytte store plastbolde eller badebolde, som barnet først triller tilbage senere slår tilbage. At forholde sig til en rullende genstand, vurdere dens afstand til kroppen, når den kommer trillende, række ud og famle efter den, gribe med to hænder og senere de små bolde med en hånd kan være starten på en livsvarig glæde ved bolde og spil.
Kaste og gribe
Når barnet kan stå, fortsætter den pædagogiske progression med kaste- og gribelege. Man kan øve sig i haven eller fortsætte i stuen. I starten med en ballon. Senere med en hvilken som helst bold. Gerne med forskellige typer bolde, der hopper forskelligt. Specielt piger skal lære at kaste, så de senere kan lære at serve og smashe.
Slå og ramme
Evnen til balance
En god balanceevne er vigtig i alle idrætsgrene. Selv om man ikke ved så meget om overføring af indlært balance, kan man give barnet lov til at løbe på rulleskøjter i et værelse med væg til væg tæppe. Det er nemt at styre og indlæringen sker hurtigt og trygt. Når barnet bliver lidt ældre er den ethjulede cykel på stillevejen god at træne balance på og det er ikke så svært at lære for børn.
Hink og “splitstep”
Ude på stillevejen er legen med hinkesten en god øvelse. F.eks. “flyveren” med den spredte benlanding og vending, hvor barnet træner ”splitstep”, der i tennis er det forhop med landing og afsæt, som en tennisspiller foretager under vurdering af den kommende bold. Hink øver også balance, så det bør indgå i legen skiftevis at tage en tur på højre og venstre ben.
Sjipning og benarbejde
En forstærket træning af fodleddenes fjedringer samt fornemmelse for denne rytme, som er så vigtig en del af benarbejdet i tennis, kan man få ved alle mulige sjippelege.
Ramme og skrue en bold
En god fortsættelse af at ramme “et eller andet” er bordtennis. Under boldkontakten er der små kræfter at styre og en lille momentarm i battet gør det nemt med armbevægelser, man kan bygge videre på i tennis. Samtidig øves reaktionsevne samt fornemmelsen af at give en bold rotation.
Skumtennis på vejen
En skumbold og en meget forkortet tennisketsjer er en god måde at lege med barnet ude på vejen. Nøgleordene er kontrol og samarbejde. Her lærer man så at ramme bolden efter et opspring. Man kan eksperimentere med begge hænder. Bliver barnet herefter ambidextros (kan slå forhånd med begge hænder), er man på forkant med udviklingen, men bliver det kun til en tohåndsbaghånd er det også i orden. Endelig kan man som forælder slå skum-/tennisbolden højt op i luften – børn synes det er sjovt at ”smashe”.
Badminton og serv/smash
På et tidspunkt er det tid til badminton i haven eller på stillevejen. Alle, der har spillet badminton kan serve og smashe i tennis. Underarms- og overarmsbevægelsen i clear og smash er den samme i tennis, og man øver sig i at bevæge sig bagoverbøjet og sætte af UNDER en bold. Blot skal man holde sig fra baghåndssiden, som er ødelæggende for den kommende tennisbaghånd med sin høje ketsjerføring i forberedelsen.
Murtennis
Der findes ikke noget bedre end at slå en tennisbold op ad en mur. Enten med forkortet ketsjer eller en normal størrelse ketsjer afhængig af alderen. Et stykke glat mur bør gøres tilgængeligt. Muren bliver aldrig træt, og man lærer den hurtigt at kende. Den er god til grundslag og i særdeleshed til flugtninger.
Jonglering og boldopkast i serven
Boldopkastet i serven kan ofte selv for elitespillere være svært at styre. Inspirerer man barnet til at jonglere med 2, 3 og eventuelt flere bolde øves håndledsfornemmelsen, så de senere kan placere bolden i luften lige præcis der, hvor de ønsker det.
Og skulle projektet slå helt fejl og tennis blive fravalgt, har barnet undervejs haft det sjovt samt erhvervet en række grundlæggende motoriske færdigheder, som det kan have fornøjelse af senere i livet. Og det er jo ikke så galt!