Mikael Torpegaard stod for dagens sensation ved U18-EM i Klosters i Schweiz, da han 2. runde ekspederede den 2. seedede og verdens nr. 6, Filip Horansky fra Slovakiet, ud af turneringen med en overbevisende sejr på 6-4 6-3. Mikael spillede op til sit absolut bedste, og bortset fra en kort downperiode midt i 1. sæt, så spillede Mikael næsten fejlfrit kampen igennem og lod aldrig slovakken få fat. Sejren er Mikaels største indtil videre, og den viser, at Mikael nu kan matche de bedste juniorer i verden, hvis han rammer dagen. I næste runde venter en ny spændende opgave mod Vasile-Alexandru Ghilea fra Rumæmien, der slog Spaniens nr. 2 i dag.
Mohamed Shabib er desværre færdig i single. Han vandt ellers den udsatte kamp i 1. runde mod Jens Hauser fra Schweiz (ITF-125) med 5-7 6-3 6-3, men i dagens kamp i 2. runde mod den 6. seedede og hårdtservende Joris De Loore fra Belgien (ITF-19) kunne Mohamed ikke stille meget op, og det blev til et nederlag på 1-6 3-6.
http://www.tennisklosters.ch/european-junior-championships/