Pressemeddelelse Eurosport:
Caroline Wozniacki endte et fantastisk 2010 med en placering som nr. 1 på verdensranglisten. Samtidig gav hun også Eurosport og Eurosport 2 i Danmark de højeste seertal, kanalerne nogensinde har set.
Caroline Wozniacki er blevet folkeje, og en stor del af den brede befolkning følger hendes kampe gennem hele sæsonen, om det så er Grand Slam eller en mindre WTA-turnering.
Derfor er Eurosport Danmark glade for igen, at have rettighederne til størstedelen af WTA-turneringerne samt Australian Open, French Open og US Open, hvilket også gør Eurosport og Eurosport 2 til Carolines hjemmebane for de mange danske seere i 2011.
Eurosports danske produktionschef Ketil Berg-Sørensen glæder sig over disse rettigheder, der i 2011 kommer til at sikre kanalen gode seertal i forbindelse med tennis:
– Hele den internationale Eurosport-koncern har også fulgt den store interesse for Caroline på et internationalt plan, så det er ikke kun i Danmark, at interessen for hende ligger rigtig højt.
– Vi håber, at vi i flere år fremover kan vise Carolines kampe på Eurosport og Eurosport 2, da hun er en fantastisk atlet og god ambassadør for sporten, og så rammer hun jo så bredt ud til de mange danske tv-seere.
Nu er der en velfortjent pause til Caroline Wozniacki, men Eurosport og Eurosport 2 glæder sig allerede til den nye sæson, der forhåbentligt byder på en dansk Grand Slam-sejr. Sæsonen starter igen i januar, når Caroline Wozniacki stiller op i WTA-turneringen i Sydney forud for årets første Grand Slam i Melbourne, Australian Open.
Resten af 2010 flytter kanalerne fokus over på bl.a. vintersport samt fortsætter den massive dækning af den tyske Bundesliga på Eurosport 2.