Hvad årets finale ikke havde i spillemæssig kvalitet havde den i spænding, da Federer i et episk drama med nød og næppe hev Wimbledon-sejren hjem. Federer besejrede med det yderste af neglene en tændt og aggressivt spillende Andy Roddick og blev dermed den første spiller i verden som har vundet 15 grand slam titler. Med en sejr i det længste 5. sæt i historien vandt Federer 16-14 på et fyldt Centre Court. Federer er dermed tilbage som nr. 1 på verdensranglisten, noget kun de færreste havde spået for blot et halvt år siden.
Kampen bølgede frem og tilbage, og det var helt tæt hele vejen igennem. I store dele af kampen spillede Roddick faktisk bedst. Med sin uforlignelige serv, som kommer så hårdt, at den ofte er fysisk umulig at nå, gled han uden problemer gennem sine servepartier, og han formåede flere gange at presse Federer godt tilbage på banen i schweizerens egne partier. Men i sidste ende var det Federers større rutine og tilsyneladende flere kræfter der gjorde udslaget.
I takt med at 5. sæt trak ud og de to spillere kom først på 12-12, så 13-13 og 14-14, var det som om Roddick langsomt blev mere og mere mør, mens Federer virkede helt upåvirket. Federer begyndt at vinde flere point i Roddicks servepartier, mens Roddick vandt meget få i Federers partier. Roddick begyndte at miste overtaget i duellerne og blev kun reddet af sin stadig helt utrolige serv. Men til sidst kunne han ikke holde presset. Ved den helt ufattelige stilling 15-14 i 5. sæt til Federer kom han på 0-30 i amerikanerens serv. Med to kanon serve blev stillingen 30-30, men de næste to bolde vandt Federer på to stærke forhænder, som Roddick ikke nåede hen til, og dermed var dramaet forbi. Ingen af de to havde fortjent at tabe og måske mindst af alt den ukuelige amerikaner, der hele kampen i gennem ufortrødent forsøgte at skabe kampen, presse Federer. Men det kræver store kræfter at ville styre spillet, og Federers mere henholdende defensive spil, gjorde måske at han til sidst var den med mest tilbage i depoterne.
På mange måder kan man sige at kampens egentlige afgørelse viste sig at være i 2. sæts tiebreak. Roddick havde overraskende vundet første sæt, hvor de to havde fulgt hinanden uden de store problemer frem til stillingen 4-4 i sæt. Roddick vandt med store problemer sit serveparti trods flere breakbolde til Federer og havde de små marginaler på sin side. Og ganske overraskende gik han så ud og brød Federers serv og vandt dermed første sæt. I 2. sæt lykkedes det ingen af de to at bryde hinandens serv, men Roddick kom frem til 4. sætbolde i tiebreaken og Federer virkede i knæ. Men det lykkedes ham at vende tiebreaken og her står især en bold som vendepunktet. Roddick skal serve ved stillingen 6-5 i tiebreaken. Han server godt og presser Federer dybt ned i baghånden og Federer får sendt en høj bold cross court tilbage, som Roddick blot skal sætte ketsjeren på. Men han mistimer totalt flugtningen og bolden ryger langt ud, og Federer ender med at vinde sættet. Den bold vil ganske givet give amerikaneren mareridt mange år frem. Havde han vundet andet sæt, havde han med sit flotte og konsistente spil formentlig vundet kampen.
Men Roddick fortsatte ufortrødent i 3. sæt. Heller ikke i 3. sæt var der nogle breaks og Federer vandt tiebreaken uden problemer. I 4. sæt lykkedes det igen Roddick at bryde Federers serv, mens han selv nærmest var urørlig i sine servepartier.
Derfor skulle det hele afgøres i 5. sæt, hvor ingen af de to var i stand til at bryde hinandens servepartier. Roddick var tættest på og var en enkelt gang oppe med 15-40, men Federer, der i hele kampen servede suverænt og meget varieret, klarede skærene med to superserver.
Derfor skulle man helt hen i sættets 30. Parti før det for første gang i kampen lykkedes Federer at bryde Roddick og dermed vinde sin historiske sejr. Det blev aldrig samme velspillede kamp som sidste års finale. Dertil servede de to spillere ganske enkelt for godt. Det var som om, der aldrig helt kom rytme i spillet. Derudover virkede særligt Federers baghånd for usikker og defensiv. Ofte nøjedes han med defensivt at holde bolden i spil med slice og overgav initiativet til Roddick, der som han nok har lært af Nadal, blev ved med at spille ham hårdt og dybt i baghåndssiden.
Men selv med en usikker baghånd lykkedes det schweizeren at skrive sig ind som historiens formentlig største spiller. Måske er det netop sejre på de ikke helt gode dage, der gør en sand mester.
Hvad siger kampen om fremtiden? En mand der kan spille så stærkt i en så lang kamp er næppe på vej på pension. Federer ser ud til at gå imod rekorder, som det kommer til at tage årtier at slå.
Kampen blev med sin fantastiske og nervepirrende afslutning et værdigt slutpunkt på et flot Wimbledon med mange spillemæssige højdepunkter. På herresiden er Andy Roddick absolut årets mest positive overraskelse og det bliver spændende at følge ham til US Open. Men ser man over hele turneringen må man sige at Federer er en fortjent vinder. Han har spillet helt suverænt og kun afgivet et enkelt sæt op til finalen, hvorimod Roddick har kæmpet og kun med nød og næppe er kommet igennem til finalen.
Man kan dog ikke tage sig i tænke, hvordan både French Open og Wimbledon var gået med en Nadal i topform. Havde Federer kunnet vinde med det spil han viste i dagens finale? Det kan vi kun gisne om, men jeg tror det ikke. Men det er kun gisninger. Efter den vanvittige finale ved vi, at vi kan få høj-intense dramaer, selv uden den muskuløse spanier. Toppen af international herretennis har nok engang vist sig fra sin bedste og mest uforudsigelige side. Tillykke til Federer og Roddick og tak for en fantastisk medrivende kamp, som vil gå over i historiebøgerne.