Der skal meget til for at stoppe Caroline i New York. Efter to dage med øsende regn blev spillet endelig genoptaget i dag. Carolines kvartfinale mod Petkovic var programsat til Louis Armstrong Stadium efter kampen mellem Roddick og Ferrer. Efter blot to partier af den kamp blev den afbrudt, da der var en revne i banen bag den ene baglinie, hvor der piblede vand op. Efter en pause blev kampen genoptaget på bane 13 – dog uden den stemning som Armstrong kan skabe.
Det var også i de mere ydmyge omgivelser, at Caroline og Petkovic skulle kæmpe om en plads i semifinalen. Caroline startede bedst og vandt første sæt med 6/1 – et sæt der totalt var domineret af Caroline, og hvor Petkovic lavede mange uprovokerede fejl.
Caroline kom også godt ud af starthullerne i andet sæt, men pludselig vågnede Petkovic op og gav Caroline kamp til stregen. Andet sæt endte i en tie-break som Caroline vandt 7/5 på sin tredje matchbold. Generelt spillede Caroline ikke sin bedste tennis – og slog blot 9 vindere i hele kampen – men det var der heller ikke brug for store dele af kampen.
I semifinalen møder Caroline den genopståede Serena Williams, som ser ud til at være i skræmmende form. Caroline har aldrig vundet over Serena, men de to tidligere indbyrdes opgør var tilbage i 2009. Den snart 30-årige Serena har døjet med en skade i foden og sygdom størstedelen af det sidste år, men ser nu ud til at være tilbage i sit livs form og opsat på at vinde sin 4. US Open titel.
Dermed er banen kridtet op til et brag en semifinale. Det vides endnu ikke, hvornår kampen spilles.