Esserne mødes i Melbourne

24. januar 2010

De har meget tilfælles, de to danske venner, tennisspilleren Caroline Wozniacki og pokerspilleren Gustav “Gus” Hansen. Mens Caroline uddeler esserne til modstanderne med sin ketsjer, foretrækker Gus Hansen at holde sine esser tæt ind til kroppen – de skal nemlig helst komme som en fæl overraskelse for modstanderne ved pokerbordene. 

Så mens Caroline kæmper sin chance for at nå videre på de blå baner i Australian Open, er Gus Hansen i ilden på det berømte Crown Casino i verdens femte største pokerturnering ikke langt fra tennisanlægget, Aussie Millions Poker Championship. Den turnering vandt han i 2007 og scorede ved den lejlighed $1,5 mio., så nu er han tilbage i Melbourne for om muligt at gentage succesen. Og hvis det passer ind i både Carolines og hans eget program, mødes de to gerne ude i byen og får en snak om tingenes tilstand over en kop kaffe, ligesom han gerne ser Carolines kampe, når han har mulighed for det.

Men den veltrænede Gus Hansen har andre interesser end straights og flushes ved det grønne filtklæde. Gus og Caroline er således gamle klubkammerater i KB, hvor han har spillet tennis i 25 år og han går sjældent af vejen for et slag tennis. Det gjorde han dog, da manden bag disse linier forleden udfordrede ham til en match, idet han fremviste sin højre hånd, hvis inderside var en stor vable, som han angiveligt havde fået ved at spille tennis efter at have holdt for lang en pause med ketsjeren.

”Every hand revealed”, kunne man næsten fristes til at sige – titlen på Gus Hansens bog, hvor han netop beretter om hvordan han eliminerede sine 747 modstandere for derefter at forlade casinoet halvanden million dollars rigere.

Måske han giver en lille øl, hvis han er i stand til at gentage succesen…