Kampen mellem Caroline og Kuznetsova blev næsten en tro kopi af mødet samme sted for to år siden. Caroline var også denne gang på randen af et nederlag, men fik kæmpet sig tilbage og til sidst knækket den store russer.
3 timer og 2 minutter brugte de to spillere på Arhur Ashe Stadium i nat dansk tid. Kuznetsova lignede en vinder, da hun havde vundet første sæt 7/6 (6) og var foran 4-1 i andet sæt! Men som så ofte før giver Caroline ikke op før sidste bold, og hun vandt de sidste to sæt 7/5 6/1. Caroline formåede i høj grad at holde sine uprovokerede fejl nede, hvilket var nøglen til sejr. Caroline lavede 26 uprovokerede fejl i kampen, mens Kuznetsova lavede hele 78 af slagsen. Til gengæld lavede vinderen af US Open 2004 dobbelt så mange vindere – 40 mod danskerens 20.
Caroline er nu klar til kvartfinalen, hvor 10. seedede Andrea Petkovic står på den anden side af nettet. Petkovic har været en af årets helt store positive overraskelser og er faktisk den eneste kvindelige spiller, der har været i kvartfinalen i tre af de fire Grand Slam turneringer i år.
Der har været en del snak om Petkovic og hendes knæskade, men det ser umiddelbart ud til, at den generer hende mere psykisk end fysisk på banen. Kampen mellem Caroline og Petkovic bliver samtidig et opgør mellem to af WTA Tourens mest fitte og fysisk stærke spillere. De to spillere har mødt hinanden to gange tidligere; begge gange i år. Petkovic vandt i tre sæt på hard court i Maimi, mens Caroline vandt på grus i Stuttgart.
Kvartfinalen spilles onsdag.