Vintertid er lig med Hold EM rundt omkring i Europa.
For u16 pigernes vedkommende, skulle vi af sted til Zutphen i Holland.
Holdet bestod af Amanda Wessung, Emilie Elsvad og mig selv. Vores træner var Carsten Kraghede fra HRT. Han var samtidig også vores chauffør, og tidligt torsdag morgen den 4. februar drog vi i en lejet bil sydover. Det var dejligt i Holland at være helt fri for sne. Kunne være fint hvis al den sne herhjemme snart forsvandt.
Lodtrækningen torsdag aften betød at vi skulle møde Spanien. Spanien er jo et kæmpe tennisland med masser af gode spillere. Det er dog ikke så ofte at de ligger særligt højt på ranglisterne, hvilket skyldes at de primært spiller mange turneringer i deres eget land. Jeg har bl.a. hørt at f.eks. Nadal ikke spillede ret mange turneringer udenfor Spanien før han brød igennem som senior.
Vores opstilling mod Spanien blev at jeg spillede 1. single mod Sofia Garcia og Amanda var 2. single mod Silvia Garcia. Jeg vinder min kamp 6-3, 6-7 og 8-6. Jeg havde bl.a. 3 matchbolde i 2. sæt, men missede dem desværre og dermed sættet. I 3. sæt kommer jeg bagud 0-3, men får alligevel kæmpet mig tilbage med bl.a. 5 partier i træk. Der skulle dog 6 matchbolde til før jeg kunne trække mig tilbage som vinder. Amanda taber desværre sin single 6-2, 6-4 og dermed skulle doublen blive afgørende. Doublen skulle jeg spille med Amanda. Vi taber 5-7, 6-4 og 6-8. Det var bare så ærgerligt, for vi havde virkelig muligheden for at slå en af de store nationer i Europa.
Om lørdagen skulle vi møde Sverige og dem kender jeg jo efterhånden rigtigt godt, både fra diverse Tennis Europe og ITF turneringer, samt landskampe og klubkampe i Sverige. Jeg var igen 1. single og Amanda 2. single. Jeg mødte Malin Ulvefeldt, som er nr. 246 på ITF ranglisten. Jeg spillede en hammergod kamp og vandt 7-6, 7-5. Jeg var bagud 5-1 i 2. sæt, men vinder så 6 partier i træk og dermed kampen. Det er uden tvivl den bedste skalp jeg endnu har fået. Amanda spillede mod Brenda Njuki og tabte desværre klart 6-0, 6-2. Igen er det doublen med mig og Amanda som bliver afgørende. Vi taber desværre igen en meget tæt kamp 7-6, 6-4. De var ikke bedre end os, men vi udnyttede desværre ikke vores muligheder.
Sidste kamp om søndagen skulle vi spille mod Luxembourg. Jeg var 1. single og Emilie skulle spille 2. single. Min modstander – Sarah Tremuth (ITF 605) – kendte jeg godt fordi hun i januar var min doublemakker i Salk ITF. Hun er en god spiller, men jeg vandt overraskende ubesværet 6-2, 6-2. Emilie vinder også 6-3, 6-4 og dermed var doublen kun et spørgsmål om sejrens størrelse. Amanda og Emilie spiller doublen og vinder 6-2, 6-3.
Det var et hold EM, hvor marginalerne lige præcis ikke var på vores side. Vi kunne sagtens have opnået en bedre placering, hvilket 2 x 2-1 nederlag også fortæller. Jeg er selvfølgelig meget tilfreds med mine 3 sejre i single og håber at jeg kan følge det gode spil op i de kommende ITF turneringer i KB uge 7 og Oslo uge 8.