DTF-formand: De unge skal smide janteloven

20. august 2010

Vi vælter i talent, siger formanden for Dansk Tennis Forbund Henrik Klitvad i et interview med tennissporten.dk, og de unge spillere skal ikke være bange for at sigte højt, hvis de vil gøre sig forhåbninger om at gå i Caroline Wozniackis fodspor.

Formand for Dansk Tennis Forbund Henrik Klitvad var mere end tilfreds med talentmassen, da han for nylig overværede Danmarks bedste juniorer i aktion ved ungdomsmesterskaberne i Hellerup Tennis Klub.

Og formanden er bestemt heller ikke bleg for at sige, hvad der skal til for, at Danmark kan få en spiller, som kan holde Caroline Wozniacki med selskab blandt verdens bedste.

– De unge spillere skal smide janteloven. De skal simpelthen være klar til at sige, at de vil være nummer et, siger Henrik Klitvad til tennissporten.dk.

Lige præcis de ord sagde Danmarks nu mest populære tennisdarling for åben skærm i en alder af blot ti år, og Miss Sunshine er da også blevet til en solstrålehistorie som ingen anden. Men der skal selvfølgelig mere til end blot talent og masser af selvtillid for at skabe en opfølger til Wozniackis eventyr.

– Hvis de unge virkelig vil det, så skal de også være klar over, hvad det egentlig kræver, siger Klitvad, som gerne ser, at de unge talenter får både professionel og familiær opbakning.

– Det er vores job at gøre spillerne, forældrene, klubberne og trænerne opmærksomme på, at det her er et fælles arbejde. Det handler om at forberede de unge og klæde dem på til de udfordringer, der venter dem i fremtiden.

Netop samarbejdet med klubberne ser Henrik Klitvad som forbundets fornemmeste opgave, når det gælder om at finde Danmarks næste stortalent.

– Der er masser af gode spillere og vi skal konstant være på udkig efter nye talenter. Vi skal endnu mere ud i klubberne, og vi skal fortsætte med at udvide samarbejdet med klubberne, hvis vi skal holde gang i den positive udvikling, afslutter formanden.