Verdens nummer 24 Marin Cilic er testet positiv for brug af dopingstoffet Nikethamide. Cilic blev testet positiv under BMW Open München og har fået ni måneders karantæne.
DR Sporten fortæller, at det internationale tennisforbund meddeler, at verdensranglistens nummer 24 kroatiske Marin Cilic er testet positiv for brug af doping. Det er stoffet Nikethamide, som Cilic er testet positiv for under BMW Open München, der blev spillet i april.
Kroaten har fået ni måneders karantæne, men karantænen er givet med tilbagevirkende kraft, således at den løber fra 1. maj 2013 til 31. januar 2014. Dermed kan Cilic spiller turneringer igen fra februar.
Ikke misbrugt bevidst
Marin Cilic siger, at han på ingen måde har snydt bevidst. Den tidligere top 10-spiller mener, at stoffet er optaget i hans krop, fordi han har taget nogle glucose-tabletter.