Dobbelt danmarksmester?

16. juli 2012

Sommeres højdepunkt i den danske tennisverden er selvfølgelig de danske ungdomsmesterskaber. Det er altid med en vis spænding at disse mesterskaber spilles. Det er uden tvivl noget mange meget gerne vil vinde og derfor bærer mange kampe præg af stor nervøsitet.

I april var jeg med Fed Cup holdet i Egypten, hvor jeg desværre pådrog mig en skade i maven, som jeg har døjet med længe. Jeg har været nødsaget til at holde en pause fra tennis, som har medført at min form endnu ikke er helt optimal, og jeg var derfor spændt på hvordan det ville gå.

Ungdomsmesterskaberne blev afholdt i HIK, som har prøvet det flere gange tidligere og er rigtigt gode til det – stor ros til HIK for et perfekt
arrangement, måske lige bortset fra vejret 🙂 Jeg var med i alle 3 rækker, og som 1. seeded gik jeg selvfølgelig efter at vinde dem alle. Jeg vandt, efter en lidt nervøs start fra os begge, singlefinalen 6-4 og 6-0 over Malene Stripp fra Birkerød. Damedoublen vandt jeg sammen med min klubkammerat Sofia Helgstrand, og sammen med Andreas Moltke-Leth tabte jeg desværre mixdoublen i matchtiebreak. Den kommende periode står på hård træning op til EM individuelt i Schweiz, hvor jeg skal afsted sammen med Anna Rasmussen, Mikael Torpegaard og Mohamed Shabib, hvilket jeg glæder mig meget til.