DM Inde skal afvikles fra den 2. til 7. marts, i samme periode som Davis Cup-kampen mellem Danmark og Rusland.
Danmarks fire bedste mandlige tennisspillere skal ikke gøre sig nogen forhåbninger om at vinde Danmarksmesterskaberne indendørs og dermed kunne kalde sig Danmarks bedste tennisspiller indendørs. Det kan de nemlig ikke som følge af, at Dansk Tennis Forbund har valgt at planlægge DM Inde samtidig med, at det danske landshold skal spille Davis Cup-kamp i Rusland.
DM Inde afvikles fra den 2. til 7 marts, og ifølge Tennissporten.dk’s oplysninger vil Dansk Tennis Forbund snarligt oplyse, at det bliver i Marienlyst ved Odense på Fyn. Afviklingen af DM sker imidlertid samtidig med, at Davis Cup-landsholdet fra den 6. til 8. marts spiller landskamp i Novy Urengoy og træner i det russiske i hele ugen op til. Dansk Tennis Forbunds direktør erkender, at det ikke er optimalt at have et DM Inde i samme termin som Davis Cup, men i en presset kalender endte det med at være den bedste løsning.
I de omkringliggende uger er der nemlig spillerunder i den danske holdturnering og et medaljespil, som ikke kan flyttes, ligesom en international juniorturnering på dansk grund og skolernes vinterferie også ville forhindre spillere i at stille op ved DM Inde.
Pest eller kolera
”Før Davis Cup-terminen blev kendt, lå DM Inde-terminen der, hvor den stadig ligger, og det gjorde den selvfølgelig ud fra en række forskellige hensyn, herunder at den ellers ville kollidere med vinterferie eller en ITF-turnering for juniorer på KB”, fortæller Sune Irgens Alenkær.
”Så når vi så på kalenderen og skulle træffe det bedst mulige valg, var det rigtig svært at træffe den beslutning fra administrationens side, og derfor blev en række muligheder fremsendt til Dansk Tennis Forbunds bestyrelse for at få deres holdning til, hvilken termin de så som den bedste, fordi det til alle tider ville være et spørgsmål om pest eller kolera. Det fik bestyrelsen lov til at tage stilling til, og de valgte så at bevare terminen, som den ligger. Så det er en bestyrelsesbeslutning”, forklarer Dansk Tennis Forbunds direktør.
I slutningen af det netop forgangne år var det på tale helt at afskaffe DM Inde for at koncentrere indsatsen og interessen omkring blot et enkelt Danmarksmesterskab på udendørs grund. I sidste ende valgte Dansk Tennis Forbund efter diskussion med forskellige interessenter i Tennisdanmark dog at bevare begge Danmarksmesterskaberne.
Sune Irgens Alenkær ønsker ikke at kommentere overfor Tennissporten.dk, hvordan den beslutning hænger sammen med, at de bedste danske tennisspillere ikke har mulighed for at stille op ved DM Inde. Han henviser til Dansk Tennis Forbunds bestyrelse, som traf den endelige beslutning.