DH Ude 2014: Dobbelt holdguld til KB efter sikker sejr

5. september 2014

Medaljespillet, der var blevet udskudt i søndags grundet voldsomt regnvejr, blev i dag afviklet på Frederiksberg. Efter reglerne bliver holdfinalen afgjort via fire single- og to doublematches, hvor der ved pointdeling 3-3 ville havet været Golden Matchtiebreak. KB-spillerne havde dog ikke brug for alle seks kampe for at vinde, da de med overskud vandt finalen 4-0 i fire singlekampe. 

 

Dette års finale i holdturneringen var en gentagelse af sidste års finale, hvor det ligeledes var KB og Lyngby, der stod overfor hinanden i Finalen. Sidste år var det en nervepirrende tæt dyst, hvor KB snævert vandt efter Golden Match-Tiebreak.

 

Med KB’s 4-0 sejr over Lyngby viste KB deres styrke. KB havde da også taget toppen af poppen med og stillede op med Martin Pedersen, Marc Ferrigno, Thomas Kromann samt Carl Bergman, der er blandt Danmarks bedste herretennisspillere. De vandt deres fire singlekampe i overbevisende stil med kun to sæt i hver kamp. 

 

Modsat KB stillede Lyngby ikke op med deres topspillere såsom Frederik Løchte. Frederik Løchte er på nuværende tidspunkt i England, hvor han spiller i en futureturnering. Desuden havde Lyngby ikke dette års danmarksmester med i form af Tobias Galskov, der ligesom Mikael Torpegaard er i USA for at spille college-tennis. 

 

Med finalesejren i dag tog KB altså guldet hjem i både herre- og damerækken.

 

Foto: DTF