Som mange nok kunne gætte, tabte jeg desværre min første runde kamp i hovedturneringen til 1. seedede fra Rumænien. Jeg vidste det ville blive en stor mundfuld når en dum forkølelse bankede hårdt på døren, men på banen var der faktisk ingen forskel på os. Første sæt var lige, med flere breakchancer til mig end hende, men et brud til hende gjorde at jeg tabte 6/3. Andet sæt prøvede jeg at spille mere aggressivt og frit, hvilket var meget effektivt! Hun havde ikke en chance og jeg vandt andet sæt 6/0. Jeg ville gerne holde fast i det spil, men med lidt nerver kom jeg bagud 2-0 i tredje. Jeg kunne nu begynde at slappe lidt mere af og finde tilbage til det gode tunge grundspil, som gjorde at jeg kom foran 3-2 med tre eller fire chancer til 4-2. Jeg fik desværre ikke taget dem og der vidste jeg at det var slut. Jeg kæmpede stadig røven ud af bukserne med flere chancer for partier, men erfaringen tog over og hun vandt 6/3 i tredje sæt.
Kampen mindede rigtig meget om da jeg spillede en turnering på Kreta tidligere i år. Jeg klarede kvalifikationen med tre rigtig gode kampe og får 3. seedede i første runde. Samme situation og samme spil. Jeg taber første med et brud, vinder andet rimelig sikkert og har chancer til 4-1, 4-2 og 4-3, men taber 6/3 i tredje. Jeg ville ønske at jeg snart kunne lukke de kampe, men det er svært når man tit møder nogle piger der har stået i sådan en situation så mange gange før. Jeg må bare komme videre og håbe på bedre lodtrækninger og lidt held.
Nu står den næste halvanden uge på rigtig hård træning med Andrew ‘Andy’ Burgess, som kommer til Helsingør kun pga mig. Det skal nok blive fedt og rigtig hårdt. Jeg rejser næste torsdag til Israel for at spille en turnering og derefter skal jeg spille to turneringer i Stockholm. Andy tager med til Israel og den første uge i Stockholm, så jeg håber at han kan hjælpe mig med at få vendt første runde kampene til sejre og dermed komme på ranglisten.
Jeg går og tænker meget over om dette liv er noget der skal fortsætte for mig i 2013. Jeg føler at det går konstant op ad bakke og selvom at jeg udvikler mig hver gang jeg står banen, så er det meget hårdt mentalt for mig at være ude til så mange turneringer, klare kvalifikationen næsten hver gang og alligevel ikke få noget ud af det, på papiret. Jeg vil dog fortsætte med at give alt hvad jeg har i mig til slutningen af dette år og derefter må jeg se hvordan landet ligger. Jeg tager en dag af gangen og nyder dette liv! Forhåbentlig kommer der lidt succes den næste måned her med tre turneringer, så kan det være det hele bliver lidt sjovere.
Hygge hejsa til jer alle, som nyder starten på den dejlige indendørs sæson.
/MJ