Balladen i SLTU og DTF har igen fået Erik Bolt Sørensen til tasterne. Her kommer han med nogle personlige betragtninger om hændelsesforløbet i den seneste måneds tid samt hvordan han mener dansk tennis kommer videre.
Havde man spurgt mig for et par måneder siden, om jeg regnede med at blive “whistleblower” i dansk tennis, ville jeg nok have afvist det, som meget usandsynligt. Imidlertid blev jeg så forarget over den måde hvorpå Willy Håkonsson orienterede bestyrelsen i Sjællands Tennis Union, om sagen med Henrik Klitvads e-mail vedrørende et knaphulsemblem, at jeg ikke længere kunne se stiltiende til.
Såfremt det havde været det eneste problem, med Håkonssons ledelse af SLTU, ville jeg næppe have set det som tilstrækkeligt grundlag til at forlange hans afgang, men desværre har der, i hvert fald siden 2005, vedvarende været problemer med hans ledelse af unionen, hvor Håkonsson gang på gang har været på vej i en anden retning end flertallet af bestyrelsen. Ofte i sager, hvor han har haft problemer med at håndtere sit mandat eller sin habilitet i forholdet til andre organisationer.
Dette var endnu engang aktuelt i sommeren-efteråret 2010, hvorfor jeg allerede i oktober opfordrede næstformanden Kurt Christiansen til at stille op som formand for SLTU ved generalforsamlingen i år.
Desværre var det ikke muligt at skabe forståelse for dette i bestyrelsen, der hårdt presset kun kunne gå med til en “intern” løsning, der indebar en aftale om at Kurt Christiansen kunne overtage formandskabet i løbet af sommeren 2011. Det kunne jeg selvsagt ikke gå med til, eftersom det ville være at føre medlems-klubberne og generalforsamlingen bag lyset. Desuden ville sådan en aftale under alle omstændigheder være ugyldig.
På generalforsamlingen var der ikke andre end Willy Håkonsson, der meldte sig som formandskandidat. For at undgå at han blev valgt i mangel af en modkandidat stillede jeg op som formandskandidat i sidste øjeblik.
I forbindelse med dette åbnede jeg for enhver konstruktiv løsning, der indebar at Willy Håkonsson ikke fortsatte som formand. Dette fik, trods adskillige opfordringer fra salen, ikke mine bestyrelseskolleger til at vise samme konstruktive ånd. Selv efter en meget lang debat, hvor det var tydeligt, at forsamlingen ikke ønskede at Håkonsson fortsatte som formand, fastholdt Håkonsson sit kandidatur. Dirigenten valgte så at give forsamlingen en pause, hvor han opfordrede mine bestyrelseskolleger til at diskutere deres position. Efter pausen var situationen den samme, hvilket åbnede for Daniel Nielsens kandidatur, og han blev valgt uden diskussion.
Efter Daniel Nielsen var valgt fastholdt jeg min kandidatur til formandskabet for Seniorudvalget, for at sikre kontinuiteten i SLTU. Det viste sig imidlertid, at Kurt Christiansen og en ny kandidat til bestyrelsen fandt, at det ville være en hindring for dem, hvis jeg forsatte i bestyrelsen, hvorfor jeg trak mig fra posten – Det var således ikke – som det nærmest fremgår af en artikel i TennisAvisen – fordi jeg ikke ville fortsætte i bestyrelsen, efter Daniel Nielsen var valgt til formand. Desværre valgte Kurt Christiansen alligevel at gå af i utide.
Det var ikke fordi, jeg ikke ønskede at være formand for SLTU, at jeg ikke kandiderede mere aktivt, men fordi jeg erkendte, at det kunne give problemer med det fremtidige samarbejde i bestyrelsen, hvis jeg blev valgt efter offentligt at have forlangt den hidtidige formands afgang. Derfor ville jeg have foretrukket en løsning, hvor næstformanden overtog ledelsen efter generalforsamlingen. Beklageligvis blev resultatet af forløbet, at SLTU nu er endt med en amputeret bestyrelse.
Som bekendt udspringer dette af en “sag” i Dansk Tennis Forbunds bestyrelse. Hvor medlemmerne af bestyrelsen underskrev en mistillidserklæring til formanden – på baggrund af en e-mail, hvor formanden beder om en ændring af teksten på hjemmesiden – vedrørende retten til at tildele et officialsemblem. Man skulle ellers tro, at den øverste ledelse i dansk tennis havde nogle væsentligere problemer at beskæftige sig med.
Nu har jeg i TennisAvisen set, at det åbenbart også drejer sig om, at Klitvad er lidt for synlig i pressen, efter den øvrige bestyrelsens smag. Jeg har nu svært ved at se, at det er en ulempe for dansk tennis, at formanden er synlig i medierne, for at citere Shakespeare: “Nothing comes from doing nothing…”.
Det var også i dette tilfælde en sag, man i DTF bestyrelsen ønskede “håndteret” bag lukkede døre. Med andre ord, uden at medlemsklubberne fik mulighed for at tage stilling til det reelle indhold i sagen; men ikke uden, at “sagen” såvel i unionsbestyrelserne og som på unionsgeneralforsamlingerne skulle fremlægges som om, der var tale om en virkelig alvorlig sag, og ikke internt personfnidder.
Begge steder er der tale om et bestyrelsesflertal, der forsøger at vildlede de stemmeberettigede medlemmer (klubberne) ved generalforsamlingen, for så vidt angår de faktiske forhold omkring formandens embedsførelse. Det er selvsagt helt uacceptabelt i en demokratisk opbygget organisation. Desuden fører den slags intriger som reglen ikke til ønskværdige resultater.
Når en bestyrelse begynder at arrangere formandsskift uden om generalforsamlingen – eller på anden måde søger at skjule væsentlige forhold for de stemmeberettige medlemmer – så tyder det på, at pågældende bestyrelse føler sig hævet over medlemmerne af den organisation, de er valgt til at lede.
Disse “foreningsejere” har glemt grundlaget for deres bestyrelsesmandat, der er at man vælges til bestyrelsen, som tillidsrepræsentant for medlemmerne, hvilket indebærer, at man skal stå til regnskab for sin indsats overfor medlemmerne på generalforsamlingen.
Allerede da jeg, for snart 30 år siden, første gang trådte ind i en bestyrelse, blev jeg mødt med parolen om, at når bestyrelsen har taget en beslutning, så slutter alle udadtil op om den. Som reglen er det også mest hensigtsmæssigt, at der ikke åbnes for videre diskussion, når beslutningen er taget. Imidlertid kan denne parole om loyalitet overfor bestyrelsesflertallet også misbruges, især hvis den er kombineret med et krav om, at alle forudgående diskussioner holdes internt i bestyrelsen.
I en åben diskussion udsætter man sig for kritik fra alle interessenter, så det kræver at man er i stand til at argumentere sagligt for sin sag, hvilket i de fleste tilfælde vil føre til bedre beslutninger, end hvis sagen behandles i et lukket forum, hvor der er bedre muligheder for at påvirke beslutningerne gennem magtspil og studehandler.
Dansk tennis har alvorligt brug for mindre internt magtspil og flere sagligt funderede løsninger i fremtiden.
Erik Bolt Sørensen
erik@bolt.dk