I nogle tenniskampe kan man fornemme, at et enkelt parti vil blive helt afgørende for kampens udfald.
Et sådant parti var det, da Caroline Wozniacki (billedet) servede ved 3-1 i afgørende sæt mod belgiske Yanina Wickmayer (WTA 31). 10 fordele skulle Caroline bruge for at afgøre partiet, og indimellem havde belgieren også hendes muligheder for at komme tilbage i kampen. Som tilskuer havde man på fornemmelsen, at vindere af partiet – der varede over 20 minutter – ville løbe med billetten til tredje runde i OL.
Inden var der blevet spillet to sæt med varierende kvalitet styrende spiller. Caroline kom bedst fra start og så mindre nervøs ud end i første kamp, og danskere spillede mere frit og kom længere frem i banen. Det kostede en række belgiske fejl, hvilket rakte til at vinde første sæt med 6/4.
I andet sæt var det dog belgieren, der styrede begivenhederne på Wimbledon’s centre court. Mange stærke førsteserver gav Caroline problemer, og endnu engang blev Caroline sendt langt tilbage i banen af en velspillende modstander. Andet sæt gik til Wickmayer med 6/3.
Caroline kom bedst ud til det afgørende sæt og fik igen fremprovokeret fejl fra belgieren efter stærkt løbearbejde. Det gav en hurtig 3-0 føring til Caroline, men Wickmayer bed fra sig. Ved 3-1 var kampen helt på vippen, men med flere rigtig gode server fik Caroline til sidst kampens vigtigste parti. Derefter løb Caroline sejren sikkert i hus med 6/3 i afgørende sæt.
Billetten til tredje runde er indløst, og OL turneringen begynder at blive rigtig interessant med danske briller. Næste modstander er Daniella Hantuchova fra Slovakiet, som tidligere har voldt Caroline problemer, så der er langt op til endnu en spændende kamp.