Victoria Azarenka og Roger Federer løb med de prestigefyldte Indian Wells titler. Verdensetteren Azarenka fortsatte dermed sin helt fantastiske sejrsstime, som nu tæller 23 sejre og ingen nederlag i 2012. I finalen vandt Azarenka med overbevisende 6/2 6/3 over Maria Sharapova (WTA 2). Selvom Azarenka kunne løfte trofæet i går, så var hun meget tæt på at forlade turneringen allerede i sin første kamp. Tyske Mona Barthel (billedet) fik nemlig presset hviderusseren helt ud i en dramatisk kamp, der endte 6/4 6/7(4) 7/6(6). Set med danske øjne var dette interessant, da selv samme Barthel repræsenterer Århus 1900 i den danske elitedivision og har optrådt på danske baner så sent som sidste sommer.
Hos herrerne tog Roger Federer sin fjerde Indian Wells titel i karrieren – de andre tre kom i 2004-2006 – hvilket ingen anden spiller har præsteret. Selvom den schweiziske tenniskunstner har rundet de 30 år, er han tydeligvis ikke færdig i verdenstoppen. I semifinalen fik Federer samtidig revanche for nederlaget i semifinalen i Australien Open ved at besejre ærkerivalen Rafael Nadal med overbevisende 6/3 6/4.
Federers modstander i finalen var turneringens overraskelse og hjemmebanehåb, John Isner. 206 cm høje Isner sendte Novak Djokovic ud i semifinalen med 7/6(7) 3/6 7/6(5) efter 20 rene serveesser. Isner kunne dog ikke stille meget op mod Federer i finalen, som endte 7/6(7) 6/3 i schweizisk favør. På trods af finalenederaget kan Isner glæde sig over at finde sit navn i top ti for første gang på dagen verdensrangliste.