De gjorde det igen

7. november 2012

Frederik Nielsen (billedet) og Jonathan Marray er klar til semifinalen i ATP World Tour Finals i London. Det blev en realitet, da duoen vandt deres anden puljekamp her til aften.

Igen kom sejren i hus med mindst mulig marginal, og igen skulle der en reddet matchbold til. Max Mirnyi og Daniel Nestor er forsvarende mestre i London og seedet som nr. 2 i turneringen, men det var Frederik og Marray, som i sidste ende kunne juble efter en sejr på 7/6(3) 4/6 12/10. At det dansk/britiske par vandt fire point mindre end Mirnyi/Nestor set over hele kampen, siger noget om, hvor tæt en kamp der var tale om.

I den sidste puljekamp venter Lindstedt/Tecau, som Frederik og Marray besejrede i finalen i Wimbledon.