Davis Cup-trup uden overraskelser: Samme kvartet som mod Sverige

21. januar 2014
Kenneth Carlsen har som forventet udtaget Frederik Løchte Nielsen, Martin Pedersen, Thomas Kromann og Mikael Torpegaard til Davis Cup-kampen mod Cypern fra den 31. januar til 2. februar i Hørsholm. Den danske målsætning er en sejr.
 
Der blev ikke hevet nogen kaniner op ad Kenneth Carlsens hat, da han i dag skulle udtage det danske landshold til Davis Cup-kampen mod Cypern. Kampen afgør, om Danmark skal bruge resten af Davis Cup-året på oprykningskampe, eller om den står på en knald-eller-fald-kamp for at undgå nedrykning.
 
Frederik Løchte Nielsen, Martin Pedersen, Thomas Kromann og Mikael Torpegaard er ganske som forventet udtaget til Davis Cup-landskampen mod Cypern. Kvarteten er den eksakt samme som tabte det drabelige nedrykningsopgør til Sverige i oktober måned sidste år.
 
Tro på sejr
Det er de på papiret fire bedste danske herrespillere, og det bliver formentlig Frederik Løchte Nielsen og Martin Pedersen, der skal tage sig af singlerne, måske med en enkelt indskiftning af Mikael Torpegaard, mens Thomas Kromann og Frederik Løchte Nielsen får fornøjelsen af doublen.
 
Den danske målsætning er helt klar forud for Davis Cup-kampen mod Cypern. Danmark skal have en sejr, så landsholdet kan spille om at rykke tilbage i den næstbedste Davis Cup-række.
 
Målsætningen er at vinde, uanset hvilket hold Cypern kommer med. Spillerne forbereder sig godt, og vi glæder os til at spille på hjemmebane efter to sæsoner kun med udekampe. Det vil være fantastisk, hvis masser af tilskuere dukker op og skaber en god stemning”, siger Kenneth Carlsen i en pressemeddelelse.
 
Slår Danmark Cypern, skal endnu to kampe vindes, inden oprykningen er i hus. Bliver sejren over Cypern en realitet, venter enten Marokko eller Luxembourg, men taber Danmark, venter taberen af selvsamme kamp i en nedrykningsdyst.
 
Danmark møder den 31. januar – 2. februar i Scanomat Hallen Hørsholm-Rungsted. Cyperns klart største stjerne Marcos Baghdatis er som udgangspunkt ikke skrevet ind til kampen, men cyprioterne kan skifte ud frem til lodtrækningen den 30. januar. Cyperns nuværende hold tæller Sergis Kyratzis, Christos, Hadjigeorgiou, Petros Chrysochos og Photos Photiades, som alle er udenfor top 1500 på verdensranglisten.
 
Davis Cup-truppen
 
Frederik Løchte Nielsen, Lyngby, 30 år, nummer 619 på single-verdensranglisten, nummer 51 på double-verdensranglisten.
 
Martin Pedersen, KB, 26 år, nummer 1.015 på single-verdensranglisten. 
 
Mikael Torpegaard, Lyngby, 19 år, nummer 1.179 på single-verdensranglisten. 
 
Thomas Kromann, KB, 26 år, urangeret.
 
Landstræner Kenneth Carlsen, Davis Cup-assistenttræner Morten Christensen, trainer/massør Jeppe Anker Sindal.
 
Program for Davis Cup-ugen
 
Mandag den 27. januar: Første træningssessioner i HRT. 
Mandag den 27. januar kl. 16.30-18.00: Kids Day.
Torsdag den 30. januar kl. 13.00: Lodtrækning i Hørsholm Kommunes gamle rådhussal.
Fredag den 31. januar kl. 14.45: Indmarch og 2 singler.
Lørdag den 1. februar kl. 14.00: 1 double.
Søndag den 2. februar kl. 13.00: 2 singler.
 
Spillested: Hørsholm Rungsted Tennisklub, Scanomat Hallen, Stadion Alle 9, 2960 Rungsted Kyst. 
Referee: Rogerio Santos (Portugal). 
Stoledommere: Daniel Jankovic (Sverige) og Christian Rask (Danmark).
Læge: Mette Noer.