”Jeg synes sgu, de var dårlige. Må jeg godt sige det?”
I fem dage op til Davis Cup-kampen mellem Danmark og Rusland sætter Tennissporten.dk fokus på det danske landshold, der gennem de seneste år har overrasket alle og nu spiller i den næstbedste division i Davis Cup på trods af, at holdet primært består af amatørspillere. Tennissporten.dk satte Martin Pedersen og Thomas Kromann stævne i Københavns lufthavn før afrejsen til Rusland til en snak om, hvorfor det kan lade sig gøre at spille på et så højt niveau. Anden del handler om de lette kampe i sæsonen 2014 mod Cypern og Luxembourg.
2014 blev det helt store succes-år for det danske Davis Cup-landshold. Det kulminerede naturligvis, da oprykningen kom i hus i Kolding mod Moldova, men inden da skulle Cypern og Luxembourg besejres.
Når man kiggede på papiret, var det to lige kampe mellem spillere, der var placeret nogenlunde lige på verdensranglisten, men i praksis var det en klasse til forskel mellem Danmark og de to mandskaber, de skulle overkomme i de to første runder af Davis Cup.
”Jeg synes sgu, de var dårlige. Må jeg godt sige det?”, udbryder Martin Pedersen straks, da talen falder på Cypern og Luxembourgs niveau.
Anderledes med Baghdatis og Müller
Thomas Kromann nikker og griner og signalerer på den måde sin enighed med landsholdskammeraten. De er dog også begge to enige om, at niveauet hos de to små europæiske stater blev dog stærkt forværret af, at de begge måtte undvære deres absolutte profiler.
”Det havde set helt anderledes ud, hvis Baghdatis var kommet for Cypern, og hvis Gilles Müller var kommet for Luxembourg. Så man kan på den måde sige, at det ikke er to dårlige nationer, men de blev bare markant ringere af, at de to kæmpeprofiler ikke var med”, understreger Martin Pedersen.
Det var derfor, at kampene mod Cypern og Luxembourg pludselig blev så lette for Danmark. Lodtrækningen var pludselig overkommelig, og en oprykningsfinale lurede forude. Men kampene skulle vindes, bemærker både Pedersen og Kromann, og sidstnævnte får også lige tilføjet, at det jo for øvrigt skete ret overbevisende.
Storfavorit
I medierne var Danmark også blevet blæst op som storfavorit. Sejrene over Cypern og Luxembourg blev ikke betragtet som noget stort, også med tanke på landsholdets tidligere meritter. Ja, sejrene blev nærmest forventet på forhånd.
”Ud fra de spillere, som de kom med, så synes jeg, at det havde været skuffende, hvis vi havde tabt”, konstaterer Martin Pedersen, der får opbakning fra Thomas Kromann.
”Ja, det vil jeg også sige. Helt sikkert”.
– Så det fint nok, at vi talte jer op som storfavorit?
”Ja, det var okay”, svarer landsholdspillerne i kor.
Tungt nederlag til Sverige
De to lette kampe var dog ikke så lette for Martin Pedersen og Thomas Kromann at se frem mod bare nogle få måneder forinden. I november 2013 oplevede de en af deres karriereres absolut største skuffelser, da Danmark rykkerede ned i Davis Cup efter et knebent nederlag til Sverige.
Danmark førte ellers med 2-0 efter de to første singler, men to dage senere stod danskerne med en næse så lang, at den ikke lige forsvandt på den korte tur hjem over Øresund. Sverige vandt tre kampe i træk, og så måtte Danmark ned i Gruppe 2, mens Sverige holdt sig oppe i Gruppe 1.
”Jeg synes eddermame, at den var hård efter nederlaget til Sverige”, lyder det fra Martin Pedersen, da det emne bliver bragt op.
”Det er tungt, når man har trænet i flere måneder op til det og i princippet lå rigtig lunt i svinget med en 2-0-føring og ikke var særlig mange bolde fra at vinde i Frederiks single. Og så lige til Sverige, som vi kender godt. Det var rigtig tungt, det syntes jeg, og det syntes du også”, siger Thomas Kromann, hvorefter Martin Pedersen afslører, at hans tennislyst var minimal efter nederlaget i det svenske, hvor han tabte den afgørende kamp ved stillingen 2-2 mod Elias Ymer.
Manglede spillelyst
”Jeg havde et par måneder eller to, hvor jeg ikke havde den helt store lyst til at spille. Det var eddermame en mavepuster, og jeg kunne godt mærke, at jeg skulle lige op i gear igen. Jeg var, hvis jeg skal være helt ærlig, ikke rigtig i gear i de første Davis Cup-kampe i forhold til, hvad jeg har været i mange af de andre Davis Cup-kampe”.
– Hvordan kom motivationen så tilbage?
”Den kom automatisk tilbage. Det handler bare om, at man skulle have det lidt på afstand. Man skulle lige have lov at sunde sig”, fortæller Martin Pedersen.
Danskerne genfandt nemlig motivationen. Cypern blev besejret med 4-1, mens Luxembourg blev sendt hjem med et 5-0-nederlag, og begge kampe var afgjort allerede efter doublen lørdag. Derpå kunne Pedersen, Kromann og co. koncentrere sig om den afgørende oprykningskamp mod Moldova. De lette kampe var overstået. Nu gjaldt det oprykningsgyseren.
Læs med i morgen, onsdag, i tredje del af artikelserien om det danske Davis Cup-landshold. Her handler det om oprykningsgyseren mod Moldova.