Jeg sagde efter den sidste blog, at der ville komme en mere dækkende, men det gjorde der ikke. USA var en god tur for mig. Jeg tog derover for at forberede mig til Davis Cup og få nogle kampe. Det lykkedes, men jeg ville nu gerne have haft nogle flere. I den første turnering fik jeg et WC – helt ud af det blå, men meget pænt af dem. Jeg betalte tilbage med 51 usle tennisminutter – tak fordi i kom. Årets ringeste kamp, men heldigvis så dårlig, at det var en af dem, man bare kan sætte en streg over og glemme med det samme. Den næste turnering var bedre, og jeg fik et par gode sejre. Det var også den første uge efter Wimbledon, hvor jeg rigtigt kunne kontrollere min baghånd. Det var lidt ærgerligt, jeg ikke fik mere ud af min 1. runde, hvor jeg havde chancer nok til at vinde 2. sæt. Jeg havde min kammerat, Andreas Bang, med på turen, og han stillede op og trænede og fodrede bolde hver dag, så jeg fik trænet godt på turen. Det var i det hele taget en fed tur, og tennismæssigt kom jeg tilbage til tråden og fik et par gode sejre, der gjorde, at jeg følte mig klar til DC.
I Finland var vi pænt heldige, det skal der ikke være nogen tvivl om. De var uden deres 3 bedste spillere, og det åbnede selvfølgelig for os. Der er dog langt fra åbning til sejr, og deres spillere er stadig fuldtidsspillere. Desuden havde de hjemmbanefordel, og måske lidt mindre pres af, at de var uden deres bedste spillere. Det synes jeg, jeg kunne mærke i den første kamp, hvor Paukku spillede sin chance. Jeg startede godt og følte mig godt tilpas, men hans serv var lidt over det hele. Langsomt fik han mere og mere styr på den, og han begyndte at sætte flere og flere returneringer, så vi kom i flere baglinjedueller. Der var jeg fesen, og havde ikke meget at byde på, så det var ham, der styrede. Alligevel følte jeg, at jeg havde et godt tag på kampen, og det var først da vi går i tiebreak i 3., at jeg begynder at tænke, at jeg det kan gå galt. Jeg servede både for 2. og 3. sæt, og det siger sig selv, at det havde haft stor indflydelse på kampen, hvis jeg havde kunne lukke de games. Specielt 2. sæt var vigtig. Jeg havde 30-0 og vinder pointet til 40-0, men mit slag bliver fejlagtigt dømt ude og overrulet, så vi spiller pointet om. Det vinder han, og ender med at bryde mig. Jeg skal stadig gøre mere væsen af mig, selvom jeg tabte det point, og har chancer nok til at vinde kampen alligevel, men er jeg på 40-0 kommer han ikke ind i kampen igen – det er jeg ikke i tvivl om. Efter 3. sæt fortjener jeg ikke at vinde. Jeg spillede naivt og spillede på, at han ikke kunne holde sit niveau, og det er meget skuffende. Jeg tog, hvad der føltes som sikre løsninger, men det overlader bare kampens udfald til modstanderen, og det er der ingen fremtid i. Det er lige præcis det, jeg arbejder på at undgå. Heldigvis sker der mere og mere sjældent, men der kommer en svipser engang i mellem – at det så er i en Davis Cup kamp er total miserabel timing.
Heldigvis har vi Martin på holdet. Jeg har nu set ham i Davis Cup masser af gange, så der er ikke noget, der overrasker mig længere, men han spillede som lyn og torden. Som Luffe sagde om Martins modstander, Timo, efter kampen: "Han behøver ikke engang at gå i bad!". Martin dominerede totalt og Timo så aldrig røgen. Jeg var lidt bange for, om mit nederlag havde givet dem momentum, og gjort Timo lidt mere afslappet, i det han ikke hvde ryggen mod muren på samme måde, som hvis jeg havde vundet. Da jeg kom ind til Martins kamp i starten af første sæt, var den mindste tvivl væk, og Martin hamrede momentum tilbage til os.
Jeg vidste godt, at vi stod godt i doublen. Kro og jeg har altid spillet godt sammen, og deres par var ikke udprægede doublespillere. Alligevel havde jeg lidt tvivl, inden kampen. Der var igen følelsen af, at mit nederlag havde givet dem gejst og momentum. Desuden havde jeg spørgsmålstegn om mit eget niveau efter bundsløjt tennis dagen inden, samt Kros mentale tilstand efter usaglige overreaktioner på knækkede vaskemaskine håndtag og parkeringsbøder. Jeg behøvede dog ikke at være bekymret over noget som helst. Vi var meget bedre, end de var. Jeg spillede fint, Kro spillede som en drøm, og momentum var helt på vores side nu. De startede godt med at lave nogle gode kombinationer og viste gejst, men da vi bryder til 3-2, var vi på autobahn, og vi så os ikke tilbage. Kro må have servet tæt på 80% førsteserver, og de var kun på deuce en gang i kampen – hvilket i øvrigt var efter 40-0. Vi brød tidligt i alle 3 sæt, og havde helt tjek på dem.
Jeg må sige, at vores 3 skoledrenge imponerer mig, hver gang vi er til Davis Cup. Jeg ved, de har godt niveau, men at de spiller på top, hver eneste gang er sindssygt. Det er synd, at Schweizerosten (Luffe Kønigsfeldt) ikke har fået en levende match endnu, til at vise, at han også kan, men han fik da sin debut og svarede med en sikker sejr, hvor han oven i købet havde overskud til stopbold-lob kombinationen ved 7-7 i 2. sæts tiebreak. Hver gang folk spørger mig, hvem vi har på Davis Cup holdet udover mig, forklarer jeg, at vi faktisk har nogle meget gode gutter, men jeg kan mærke, de ikke er helt overbeviste. Alle der har set dem spille, er dog meget imponerede og tror, at de har spillet over evne, men jeg fortæller stille og roligt og stolt, at det bare er standard. Det er i hvert fald en stor kredit til en jura studerende, en business studerende og en college dreng, at vi magtede at bevare vores status i divison 1. Jeg tror, jeg kan sige uden at fornærme nogen, at vi suverænt er det ringeste hold i Division 1. Vores chance var at Finland var uden deres 3 bedste, og selv der, var de højere rangeret end vores højeste. At tænke på, vi er i gruppe med lande som Rusland, Storbritannien, Holland og Slovakiet, giver mig stolthed og glæde. Jeg troede, at vi kunne have en sæson, hvor vi kunne komme i spil til division 1, hvis alt flaskede sig, men at rykke op og blive der, er faktisk utroligt. Jeg glæder mig så meget til næste års kampe, hvor vi om muligt er endnu større underdogs.
Nå, et lille sidespor der. At gå ind til sidstedagen med 2-1, så vi havde to chancer til at lukke den, var naturligvis en god situation, selvom jeg inderst inde havde håbet, vi kunne lukke den efter lørdagen (horseshow). Selvom jeg vidste, at vi havde Martin i baghånden, er et bare altid lidt Havaje med en 2-2 kamp, og der kan ske ting og sager, hvis momentum og hjemmepublikum pludselig er med dem. Jeg følte også, jeg havde noget at revanchere efter fredagen. Jeg startede godt og havde momentum fra starten af. Jeg servede godt – hvilket jeg faktisk gjorde hele weekenden – og var i stand til at sætte pres på med mine returer. Jeg fik tidlige break i de 3 første sæt, og følte, jeg havde et godt overskud. Der var mange tind udenfor banen, der gik mig på om fredagen, men jeg var mere fattet om søndagen. I 2. sæt begynder han langsomt at komme mere med i mine games, men jeg holder fast. Da jeg er foran 3-2 med break i 3. kommer et nøglegame. Vi spiller et langt game, hvor han har mange breakbolde, og jeg har et par gamebolde. Han ender med at vinde gamet, og momentum ændrer sig totalt. Jeg får ikke gratis point på serverne længere, og han har mere held med at neutralisere mine returneringer. Vi kommer derfor ud i flere og flere baglinjedueller, og der var jeg altså ikke skarp i weekenden. Han dominerede og lavede ingen fejl. I halvandet sæt foregik det hele på hans præmisser. Jeg havde svært ved at se, hvordan jeg skulle vinde point. Jeg kender ham godt, og de måder man normalt kan få ham lidt ud af balance virkede ikke – han havde svar til det hele. Jeg røg ind i 5 breaks i træk, men når heldigvis at holde serv ved 1-5 i 4. Det havde været tungt at gå ind til 5. uden at have holdt serv i 6 forsøg. Desuden ville jeg gerne have fordelen af at serve først. Jeg fik samlet mig sammen efter en toiletpause mellem 4. og 5. og da jeg kom tilbage på banen, var jeg i en rigtig god tilstand. Jeg fik givet mig selv bedre tid, og fik lidt mere kvalitet i pointne. Jeg var nede med 15-40 i første servegame, og det var meget afgørende for mig, at jeg holdt serv. Derefter begyndte jeg så småt at få lidt gratis point på serverne og returerne igen, og jeg var i stand til at forcere nogle fejl fra ham i duellerne, og det gav mig ro på. Jeg kunne se, han blev lidt påvirket, og han lavede to dobbeltfejl til at jeg kunne bryde til 3-1. Derfra kørte jeg bare på, og jeg spillede det bedste sæt i Davis Cup opgøret. Det var super herligt for mig, for jeg følte, der blev stillet en del spørgsmål til mig og min kvalitet, og jeg er glad for, jeg var i stand til at komme op med gode løsninger. Fysisk var jeg godt kørende igennem hele weekenden, og jeg var i stand til at holde niveau på serverne igennem hele weekenden. Det har jeg ikke prøvet tidligere, og var fedt for mig at opleve.
Nå, det blev en lang blog, hvis du da ikke allerede har givet op. Nu er jeg så kommet til Basel, hvor jeg skal double med Johnny. Vi håber at få et par kampe, inden vi skal spille World Tour Finals i London om et par uger.
YNWA