Dårlig knæ & dyre lærelektier

17. april 2013

Jeg sidder i Split lufthavn i Kroatien på vej hjem igen. Alt for tidligt. Rigtig skulle jeg stå på bane 3 nu og spille mod en tysk kvalifikant 1.runde i hovedturnering af 10.000$ Sibenik. Men der er konsekvenser for dine valg og de ting du gør, specielt hvis du ikke lytter ordentlig til dig selv og hvad din krop prøver at fortælle dig.

I går morges vågnede jeg op til et hævet og meget irriteret knæ, havde svært ved at bevæge det rigtig og efter forgæves forsøg på at varme op på træningsbanen – tog træner på turen Kenneth Carlsen mig til skadestuen, for at en læge kunne kigge på det. De kiggede alle meget nervøst på mig, da de så såret på mit knæ (som endnu ikke var blevet helet på trods, at der var gået en uge siden syningerne blev taget ud). Og sagde til mig, at det var heldigt, at jeg havde kommet nu, for der var begyndende infektion i såret, og fik en stor bandage på, endnu en pencilin-kur og strikse ordrer om ikke at røre benet den næste uge. Jeg havde trænet for meget og startet for tidligt, og det havde gjort at såret ikke kunne heles.

Dér sad jeg, med alle mine forhåbninger og ivrighed for at spille, som alt faldt til jorden på et splitsekund. Ud af vinduet var både turneringen her i Kroatien og næste uge i Italien røget.

Nu prøver jeg at se fremad, lære af mine fejl og se så positivt på tingene så muligt. Det er hårdt, for en aktiv sportsudøver at få at vide, at man ikke må bevæge sig, når man i forvejen lige har været igennem den samme smøre, da uheldet skete i Tyrkiet nogle uger siden. Jeg bliver nødt til at holde knæet fuldstændig i ro, til det er helt i orden og satser på at være tip top klar igen til begyndelse af maj, hvor jeg skal repræsentere Danmark i Fed Cup, som finder sted i Moldova.