Danmark vandt i Davis Cup.

12. juli 2009

Det var med kniven for struben at Danmark skulle spille de sidste to singler i Davis Cup kampen mod Montenegro. Alt presset var på danskerne der var bagud 1-2. Begge singler skulle vindes for at blive i den Europæiske/Afrikanske gruppe 2.

Frederik Løchte Nielsen, Lyngby, vandt den første single over Daniel Danilovic med 4/6 – 6/1 – 6/2 – 6/3. En kamp hvor Frederik bestemt ikke spillede op til sit normale niveau. Men i en kamp der bare skal vindes er det lige meget hvor godt det ser ud.

Dermed var det klart, at Martin Pedersen, KB, skulle spille afgørende kamp mod Goren Tosic. Martin vandt 6/4 – 6/3 – 6/3, efter en meget solid indsats. Martin spillede afventende, og han gik efter chancen når den var der. Det betød selvfølgelig fejl, men situationen taget i betragtning med den afgørende kamp, spillede Martin rigtig god tennis.

En meget vigtig sejr for Danmark der bliver i divisionen, og som måske kan spille i Lyngby Tennisklub allerede til næste år igen.