Så er jeg tilbage på bloggen efter et klassisk fravær. Jeg plejer at gå igennem, hvad der er sket siden sidst, men det kommer vist til at tage lang tid. Jeg må ærligt talt indrømme, at jeg ikke har kunnet overskue at opdatere siden Wimbledon. Der har været så meget run på, at jeg bare har nydt at kunne lave ingenting, når jeg havde mulighed for det.
Nu er jeg så i mellemtiden kommet tilbage på touren. Jeg blev skadet i mit venstre håndled i finalen i Wimbledon, og den har holdt mig ude af turneringer lige siden. Jeg er stadig ikke klar til single, men burde være klar til double, hvor jeg kan slippe afsted med ikke at slå for mange baghænder. Jeg håber, at blive klar til kvalen i single i Winston Salem i næste weekend (prøvede at finde en måde at skrive "i" på igen, men den gik ikke). Derudover bruger jeg ugerne på at komme tilbage i form og op i tempo. Jeg kan godt mærke, jeg ikke har fået mange singler. Bortset fra det har kroppen det fint, jeg rammer den godt og jeg er rigtig glad for at være til turnering igen. Jeg spiller med Johnny her og de næste to turneringer. Det skal blive sjovt at spille med ham igen.
Det har som sagt været nogle lidt anderledes uger. Jeg tror ikke, der var mange i verden, der havde regnet med, at Johnny og jeg skulle vinde Wimbledon – og på ingen måde os selv. Det var da derfor også ret svært at forberede sig på, hvad det medførte. Inden Wimbledon havde jeg svært ved at overbevise folk om, at jeg overhovedet var tennisspiller! Men det har kun været skide skægt. Det er klart, at jeg godt kunne mærke fra London, at der var en anderledes interesse, men det var først, da jeg kom hjem, at jeg forstod, hvor mange der havde fulgt med. Det fedeste ved hele oplevelsen har været når folk er kommet op og fortalt, at de fulgte med og hvordan de gjorde det. Det synes jeg er herligt. Folk har være suverænt søde. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle opleve, at folk fulgte med i min tennis på den måde. Highlightet var nok en twitter hilsen fra King Kenny :-).
Hele historien var pænt langt ude. Der var så mange ting, der flaskede sig og gik vores vej. Helt tilbage til en måned inden, hvor jeg i Korea fandt stilen i double efter at have spillet 2 jammerlige uger, har haft indflydelse. Men det er vel også sådan, det skal gå, hvis to spillere fra vores niveau skal vinde en sådan turnering. Da Johnny ringede og spurgte, om jeg var interesseret i et WC med ham, vidste jeg ikke engang, hvem jeg skulle spille kval med. Da det så blev klart, at vi var i main draw, tog jeg til Eastbourne og tabte 1. runde kval efter en god kamp i håbløse forhold til Mathieu. Da jeg så ikke skulle spille kval ugen efter, havde jeg lige pludselig en hel uge til træning. Den blev brugt godt, og jeg spillede på noget nær det bedste niveau, jeg havde spillet på. Jeg følt emig så godt tilpas, og var bare lykkelig over at have fået muligheden for at spille Wimbledon. Jeg brugte en del ekstra tid på at serve, og jeg fik opbygget en super følelse i egen serv, som jeg var i stand til at tage med mig ind til turneringen – det var uden tvivl nøglen til, det kunne gå godt. Derudover spillede vi (eller jeg i hvert fald) ikke for at vinde kampene. Jeg var så glad for at spille, at jeg bare nød hvert sekund, og forsøgte at være så meget til stede i momentet, som muligt. Jeg spillede selvfølgelig alle pointne for at vinde dem, men hele kampen som helhed var aldrig inde over tankerne. Men det at spille pointne for at vinde dem var vigtigt. Specielt 2. serverne gjorde en forskel. Det var der, jeg kunne mærke den største fremgang. Jeg tænkte kun på, hvor jeg skulle serve for at vinde dem – ikke på hvor jeg kunne undslippe farer el. lig. De første par games i 1. runde var lidt anspændte, men vi holdt sikkert serv de første par games og fik et par returer i spil, og så gik det hurtigt over. Derefter gik det bare derudaf resten af turneringen. Vi havde vores rytme og kørte bare på. Hver ekstra dag var en ekstra dag i turneringen og derfor også en sejr for os. Undervejs spillede vi – specielt i egen serv – men jeg følte vi havde mere at byde på i returgamesne. Derfor spillede vi da også et hav af tiebreaks og tog en del breaks på tidspunkter, der var lidt vigtigere, end andre. Det er naturligvis også fordi det var på græs, og fordi de andre par servede suverænt selv. Men kun at blive brudt 8 gange i 27 sæt er yderst godkendt, og totalt uvant for mig, der normalt har serven som det største problem. Derudover gik alt, som sagt, vores vej. Havde vi brug for et point spillede enten Johnny eller jeg et godt point, eller også var vi svine heldige. Da vi holder serv til 4-1 i 5. i finalen er det på en volley fra mig, der rammer netkanten og dumper lige over. Da der sker, bliver jeg helt rolig, fordi jeg følte, at det bare ville gå vores vej.
Bare for god ordens skyld, da der er mange, der har spurgt. Jeg kommer ikke til at spille meget mere double nu. Der er klart, at Grand Slam og en evt. Tour finale, som vi har en chance for at spille, har en vis attraktion. Derudover har det ikke ændret så meget for mig. Jeg nyder at spille single og krydre det med double, og jeg er ikke parat til at ofre det ene for det andet. Glæden og udfordringerne i single er årsagen til, at jeg spiller tennis overhovedet, og dropper jeg det, mister jeg også årsagen til, jeg spiller.
Derefter stod den på hvile – både for hånden, men også for hovedet :-). Der var, som sagt, så meget run på, at jeg havde godt af lidt tid til at slappe af, og det var naturligvis en del lettere at tage den beslutning, når min venstre hånd ikke var frisk. Derefter var det så til OL for at hjælpe Caroline. Det var super bittert, at Caro røg ind i Serena inden medalje kampene, for hun var et gear over de andre piger der – desværre. 8 games i sine sidste 4 kampe, var hvad hun tabte. Derudover var det en helt suveræn oplevelse. Jeg er så glad for, at jeg fik mulighed for at opleve et OL indefra. Jeg var så heldig, at jeg boede i OL-byen, og det var fantastisk. Der fandtes alle slags mennesker, og det var en fornøjelse bare at vade igennem den og opleve stemningen og alle de forskellige kulturer. Derudover var det naturligvis stort at opleve de danske atleter på nært hold, og få en ide om, hvordan de arbejder. Vi er så heldige at have nogle af verdens bedste atleter inden for deres sportsgrene, så der er rigtigt meget at lære der. Jeg synes også, det var fedt, at Danmark havde så god stemning atleterne indbyrdes.
Nu er det så tilbage til dagligdagen og Cincinatti. Vi skal spille i morgen mod Tipsarevic/Kubot. Det var også lidt anderledes at læse lodtrækningen. Normalt er jeg ikke lige vant til, at jeg skal møde top 10 single spillere. Så måtte jeg lige minde mig om, det var en Masters Series. Efter US Open er det ikke helt klart, hvad jeg gør, men jeg søger nok indendørs så hurtigt, som muligt.
Kampstart lørdag til Premier League. Jeg glæder mig sindssygt. Det ser fint ud. De nye trøjer er herlige, og Rodgers virker fattet og klar. Satser stærkt på, at de nye røde net kommer til at blafre meget i den nye sæson!
YNWA