Champaign

12. november 2008

I denne uge spiller jeg årets sidste turnering. Det er en mindre men meget stærkt besat challenger i den lille universitetsby Champaign, USA. Champaign ligger tre timers kørsel syd for Chicago. Vi kørte herned i en stor og fed Dodge bil, som vi havde lejet hos Enterprice. Jeg havde bestilt den mindste mulige bil, men da vi kom frem, var der kun en fullsize tilrådighed. Ekspedienten startede med lige at høre, om vi ikke ville "upgrade" til en større, men det havde vi ikke lyst til. Derefter sagde hun, at Dodgen var den eneste hun havde til rådighed, så det var et lidt dårligt forsøg på en svinestreg. Min træner Lars og jeg kom godt frem, og vi fik slået en lille smule mandag aften. I dag slog jeg så med en amerikaner, og da han spiller i et "lille smule højere" tempo end Lars, så fandt jeg ud af, hvor hurtige banerne er. Det er ikke lige min kop the, men på den anden side er det godt for mit knæ, fordi der ikke kommer så mange lange dueller. Jeg skal spille min første kamp i morgen eftermiddag, og jeg møder vinderen af de sidste to ugers challengerturneringer i USA Robert Kendrick. Han spiller meget talentfuldt og kan det meste på en tennisbane, så det bliver ingen let kamp. Vi har mødt hinanden tidligere, hvor jeg både har vundet og tabt, men det er flere år siden og kan nok ikke bruges til det store.