Caroline Wozniacki slår den nye sæson i gang i Auckland

4. januar 2015

Kalenderen siger nu 2015, og vi er nu klar til, at den nye sæson 2015 skal sættes i gang.

Caroline Wozniackis første WTA-turnering i 2015 bliver ASB Classic, der bliver afviklet i Auckland, New Zealand på tirsdag den 6. januar.

ASB Classic er en god opvarmningsturnering til årets først Grand Slam-turnering, Australian Open, der allerede løber af stablen den 19. januar.

Ved WTA-turneringen i Auckland har Wozniacki mulighed for at forberede sig til Australian Open ved at akklimatisere sig til de sydlige breddegrader og de østlige tidszoner samt få kamptræning på det hårde underlag, der ligeledes bliver brugt i Grand Slam-turneringen Australian Open.

Wozniacki er seeded som nummer et ved ASB Classic, hvor hun er den eneste spiller fra verdens top 10, der stiller op. Den nærmeste forfølger er Sara Errani, der er nummer 14 på verdensranglisten, hvorefter Venus Williams, der er verdens nummer 18, er seeded som nummer tre i Auckland.

Lodtrækning til danskerens fordel.

Lørdag var der lodtrækning, hvor det fremgik at Wozniacki i første runde skal op imod en spiller fra kvalifikationsturneringen, der bliver spillet færdig mandag.

Lodtrækningens resultat betød ligeledes at Wozniacki først ville kunne møde Errani og Williams i en eventuel finale, da de er blevet tildelt en plads i den anden halvdel af turneringstræet.

Wozniacki har med den bløde start mulighed for at opbygge en god selvtillid og finde sig tilrette med sit spil.

Første runde i ASB Classics bliver spillet tirsdag

Billede af Andrew Campbell / CC BY 2.0 / Beskåret /