Spanske Nuria Llagostera Vives blev en overkommelig opgave for Caroline i første runde af dette års US Open. På Arthur Ashe Stadium her til aften dansk tid skulle den danske verdensetter blot bruge en time og tyve minutter til at spille sig videre med en sejr på 6/3 6/1. Statistikken viser også, at det var en forholdsvis enkel og perfekt første runde kamp for Caroline, da hun præsterede 22 vindere i forhold til 17 uprovokerede fejl. Til sammenligning lavede den lille spanier 28 uprovokerede fejl og blot 14 vindere.
I anden runde står enten Arantxa Rus, Holland eller Elena Vesnina, Rusland på den anden side af nettet. Caroline har aldrig tidligere mødt Rus og fører 5-1 i indbyrdes opgør mod Vesnina. Kampen spilles torsdag.