Tennissporten.dk til Davis Cup i Hørsholm: Den danske landstræner kan lide det, som han har set fra spillerne under Davis Cup-kampen mod Cypern. Han er meget tilfreds med indsatsen og synes, at det lover godt for den videre kamp for oprykning i Davis Cup.
Danmark har været Cypern overlegne i weekendens Davis Cup-kamp. I både fredagens to singler og lørdagens double har cyprioterne ikke haft en chance, og det har selvfølgelig været en fryd for øjet for den danske kaptajn Kenneth Carlsen at kigge på. Han havde dog ikke forventet, at Danmark kunne gøre det så overbevisende, som de har gjort det.
”Vi havde håbet på, at vi kunne vinde alle kampe, og vi troede, at vi kunne vinde alle kampe. At vi står her i dag og vinder 3-0 og så overbevisende, som vi har gjort, det er kun noget, man kan håbe på. Det er ikke noget, man kan forvente. Vi kan gå ud og gøre vores bedste, og det har vi gjort”, siger Kenneth Carlsen, der også har været rigtig godt tilfreds med danskernes spil.
”Jeg synes, at spillerne har forberedt sig rigtig godt. De har været klar fra starten af og spillet på et højt niveau. Det er jeg meget tilfreds med. Jeg synes, at spillerne har haft to gode dage, og de har gjort det rigtig godt”.
Endnu bedre
Selvom danskerne leverede en fin præstation mod Cypern, mener Kenneth Carlsen godt, at de kan spille endnu bedre. Frederik Løchte Nielsen ved vi alle har et meget højt niveau, men Martin Pedersen og Thomas Kromann kan også spille over evne, når de spiller Davis Cup.
”Jeg mener stadigvæk, at Martin kan gå ud og slå top 100-spillere. Vi så, hvor tæt han var på det mod Rumænien, når han spiller op til sit bedste, og Thomas og Frederik spiller en vandvittig god double sammen”, roser den danske landstræner.
”De her drenge er så dedikeret, og de elsker at spille Davis Cup og være sammen, og alene deres holdånd gør, at de leverer varen. Tidligere har de vist, at de kan hæve deres niveau op til at slå rigtig gode spillere, og det tror jeg stadig, at de kan”.
Målet er oprykning
Med sejren over Cypern tog det danske landshold første skridt på vejen mod at rykke en division op i Davis Cup. Nu venter først enten Marokko eller Luxembourg, og vindes den kamp, er Danmark kun en sejr mere fra oprykning.
”Vi kom fra den næstbedste Davis Cup-division, og vi vil meget gerne derop igen. Det kræver, at vi spiller rigtig godt, og vi skal slå nogle gode hold, men der er ingen tvivl om, at det er målet”, lyder det fokuseret fra Kenneth Carlsen.
Den danske landstræner hæfter sig ved, at Danmark igen i næste Davis Cup-kamp har hjemmebane, og det kan bringe landsholdet langt. Det er bare lidt sjovere at spille hjemme end ude, og så er der nogle helt klare fordele.
”Det er fantastisk at spille i Danmark. Det har vi ikke gjort de sidste par år. Jeg synes, det var virkelig ærgerligt, at vi ikke have en hjemmekamp, da vi lå i den næstbedste division, men sådan er Davis Cup. Det er det, der gør det charmerende, at nogen gange er man ude, og nogen gange er man hjemme”, siger Carlsen, der forklarer, hvorfor hjemmebanefordelen betyder så meget i Davis Cup.
”Man kan bestemme, hvilke bolde man spiller med, og hvilket underlag man spiller på. Det har ikke gjort så meget denne her gang, men der er en fordel specielt, når man møder nogle nationer, som bedre kan lide at spille på grus, så kan det være en fordel at spille på en hurtig bane”.
Danmarks næste Davis Cup-kamp ligger i weekenden fra den 4. til 6. april, og modstanderen bliver som nævnt enten Marokko eller Luxembourg. Danmark har hjemmebane, og ifølge tennissporten.dks kilder er det Hillerød og Helsingør, der kæmper om at blive værtsby, så endnu engang skal Davis Cup-cirkuset til Nordsjælland.