Carlsen: Alle spillerne klar til tre kampe

24. oktober 2013

Davis Cup-weekenden nærmer sig med lodtrækning senere i dag og kampe fra i morgen. Den danske kaptajn Kenneth Carlsen er fortrøstningsfuld. Han melder spillerne i god form og tror, at den danske holdånd kan sikre dansk overlevelse.

Kenneth Carlsen vil absolut intet afsløre om den danske holdopstilling og henviser til afsløringen i forbindelse med lodtrækningen kl. 13 i eftermiddag. Til gengæld fortæller han, at alle fire danske spillere er klar til at spille tre kampe henover weekenden, hvis det er det, der kræves af dem.

Alle spillere kan være klar til at spille tre kampe. De brænder rigtig meget for at spille Davis Cup, og de træner rigtig meget for at komme i den form, det kræves at spille Davis Cup, både spillemæssigt og fysisk. Det er spillere, som har prøvet det her før, med undtagelse af Mikael Torpegaard. De har prøvet at spille femsætskampe og ved, hvad det kræves at komme i den form, der skal til”, forsikrer det danske landstræner Kenneth Carlsen, der dermed også slår tvivlen ned om, hvorvidt den danske etter Frederik Løchte Nielsen vil kunne holde til tre tætte kampe henover weekenden, som han er den eneste dansker, der på papiret skal gøre.

Tror på sejr
Selvom de danske spillere generelt set spiller langt færre turneringer end deres svenske modstandere, ser den danske kaptajn altså ikke danskernes fysik som et problem. Alligevel ligger han favoritværdigheden klart over på svenskerne, men kaptajnen lyder som en mand, der har en plan, og en ting er sikkert – Han tror i hvert fald på sit hold.

Jeg kan sige det bedst sådan, at svenskerne er favoritter. De har spillere, som ligger højere rangeret, end vi har, så de er favoritter, men jeg ser også, at alle kampene er meget åbne. Jeg føler, at hvis vi rammer dagen, kan vi vinde alle kampe, men hvis ikke vi rammer dagen, kan vi også tabe alle kampe. Jeg tror på, at vi kan vinde, men det kræver, at vi rammer dagen, og at vi spiller vores bedste, hvis vi skal slå Sverige”, lyder ordene fra Kenneth Carlsen, der uddyber.

Vores spillere har et højere niveau, end deres rangering viser, og specielt de dage hvor de spiller på et rigtig højt niveau, kan de slå mange rigtig gode spillere, og det tror jeg også på, at de kan her i weekenden”.

Et holdspil
En af grundene til, at Carlsen tror, at Danmark kan besejre Sverige, er den store holdånd, der er på det danske Davis Cup-landshold. Spillerne går og glæder sig til at være med på holdet, og det er et af danskernes esser i weekenden. Der er et meget stærkt sammenhold på holdet, og danskerne er utrolig gode til at bakke hinanden op.

Davis Cup er et holdspil, og vi har et rigtig godt hold og en rigtig god holdstemning. Generelt så brænder spillerne rigtig meget for det, og det er altså ikke kun tennis og fysisk, det handler om. Det handler også om at bakke hinanden op på et hold, hjælpe hinanden og skabe en god stemning. Der kan man løfte i flok”, siger den danske kaptajn, der lover, at danskerne vil kæmpe med alt, hvad de har for at slå Sverige i weekenden.

Det er en stor ære for spillerne at spille på Davis Cup-holdet og spille for Danmark, og det driver rigtig meget af værket. Så vi skal gå ud og spille vores chance, og rammer vi dagene, så ved vi, at vi kan spille rigtig godt og spille op med nogle rigtig stærke tennisnationer”.

Afsløringen af holdopstillingerne foregår sammen med lodtrækningen kl. 13 i eftermiddag. Her afholdes samtidig også det sidste pressemøde forud for Davis Cup-weekenden. Kampene begynder fra i morgen i Idrottens Hus i Helsingborg, hvor der lægges ud med to singler fra kl. 15.