Busan, Korea

9. maj 2009

I torsdags kom jeg frem til Busan i Korea. Det var en meget lang flyvetur fra Israel, da jeg skulle mellemlande i Frankfurt og Beijing. Heldigvis var flyet næsten tomt, så jeg havde fire sæder, som jeg kunne bredde mig udover.

I går gik dagen med at træne, jeg følte mig en smule træt efter turen, men træningen gik egentlig okay. Banerne passer mig godt, da de er ekstremt langsomme. Boldene bliver ligeledes meget store, så man skal virkelig slå til for at der sker noget.

I nat gik det så helt galt igen, jeg blev syg og har tilbragt hele dagen i min seng. Jeg har det dog en del bedre allerede, og derfor håber jeg, at jeg vil være i stand til at træne nogenlunde i morgen.

I første runde skal jeg møde Iwami fra Japan. Jeg kender ham ikke særligt godt, men japanere plejer at spille meget fladt henover nettet. Jeg regner først med at spille på tirsdag, da supervisor godt ved, at jeg er blevet syg.

I double spiller jeg sammen med Aisam Qureshi. Vi har en gang tidligere spillet sammen i en challenger, og der blev det til en turneringssejr. Vi har derfor aftalt, at vi vil følge op på den herude Normalt betyder double ikke så meget for mig, men lige nu har jeg virkelig bare brug for at vinde kampe. Jeg vil selvfølgelig helst vinde mine singler, men en double kamp kan bestemt også bruges.