Federer med et ben i semifinalen.
I tirsdagens første kamp viste Federer endnu en gang, at han er opsat på at yde sit bedste for at opnå sit mål om at vinde den prestigefyldte sæsonfinale og overtage placeringen som verdens nummer et på verdensranglisten.
I anden runde i gruppe B skulle de to vindende spillere fra første runde op mod hinanden, hvilket var schweiziske Roger Federer overfor Japans stjernespiller Kei Nishikori.
I første runde viste japaneren flot spil, da han vandt over Andy Murray 6-1, 6-1, men selvtilliden fra den kamp var ikke til stede i dagens kamp mod Federer, der overbevisende vandt over Nishikori i blot to sæt med cifrene 6-3, 6-2.
Det var ikke fordi Nishikori havde en meget dårlig dag, men han kunne simpelt hen ikke få sit gode spil i gang mod verdens nummer to, der havde et godt flow og varieret spil både offensivt samt defensivt.
Federer, der tidligere har vundet sæsonfinalen hele seks gange, kom med dagens sejr op på den 70. sejr i årets sæson, der inkludere hele fem ATP-titler.
Federer har dermed vundet to ud to mulige kampe i gruppespillet og har dermed allerede et ben i semifinalen. Federer kan sikre videre avancement ved blot at vinde et sæt i hans næste kamp, taber han derimod kampen mod Murray i to sæt, er der en mindre kabale, der skal gå op.
Tirsdag fik hjemmepublikummet lov til at juble over en sejr til favoritten.
I tirsdagens anden kamp i gruppe B var det så de to tabere fra første runde der stod overfor hinanden, Murray mod canadiske Milos Raonic.
Hjemmepublikummet var mildest talt skuffet over Andy Murrays første præstation i gruppespillet, da Kei Nishikori spillede briten ud af banen i åbningskampen søndag.
Murray kom godt fra start uden de største vanskeligheder og tog første sæt hjem med 6-3. I andet sæt startede begge spillere med at bryde hinanden og de fulgte hinanden lige til kampens afgørelse. Murray formåede at klare presset fra en aggressivt spillende canadier og briten brød til stillingen 6-5. Murray holdt hovedet koldt og vandt sit eget serveparti og dermed kampen i to sæt.
Hjemmebanepublikummets favorit er dermed stadig inde i kampen om videre avancement, men han skal stadig op i niveau for at kunne gøre sig forhåbninger om at slå en Federer i topform, når de møder hinanden i den sidste kamp i gruppespillet.
Raonic har stadig mulighed for videre avancement, men dette kræver at resultaterne skal flaske sig i hans favør. Han skal til at starte med slå Kei Nishikori i to sæt samt håbe, at Federer kan fortsætte sin gode stime med at vinde i kun to sæt, når han skal op imod Murray. Skulle dette ske, så skal man se på antal vundne partier for at afgøre hvem, der indtager gruppens andenplads.
Billede af karlnorling / CC BY 2.0 / Beskåret /