Boris – den røde djævel
13. marts 2011Halløjsa, så er ét stk. ustabil blogger tilbage med en anmeldelse af Boris Beckers meget uaktuelle, men velskrevet selvbiografi, "The Player". Det er totalt genbrug, men i et panisk forsøg på at holde bloggen igang og mangel på andet uinteressant at skrive om, må det nødvendigvis være sådan.
Du var min helt, Boris. Du VAR min helt. Du er stort set det eneste, jeg husker fra 80’erne og starten af 90’erne, bortset fra EM ’92, selvfølgelig, og så gør du det her imod mig. Hvor ku’ du, Boris?
Efter at have læst din, i øvrigt udemærket skrevet biografi, har du efterladt mig med et billede af et bittert, egoistisk, utroværdigt og gennemført usympatisk menneske, der med forsøgt intellektuel tæft, får afløb for alle de uretfærdigheder og sammensværgelser, som det angiveligt er blevet udsat for.
Jamen Boris, jeg vil jo rigtig gerne læse om "bagsiden af medaljen". Jeg vil gerne vide, hvad der er foregået bag kulisserne, og hvilke tanker, du har gjort dig, både under og efter din karriere. Det er jo netop det tiltalende ved biografien som genre. Men samtidig består kunsten i at undgå selvforherligelse og navlepilleri, og der er du sgu’ bagud på points, Boris.
Jeg forstår til fulde, at det ikke er sjovt altid kun at blive vurderet som sportsudøver, og i nogle tilfælde beskrevet som en hjernedød een af slagsen, at der også er et tænkende menneske bag, som har brug for kredit. Men for fa’en, Boris, hvem helvede er det, du prøver at narre, når du digter historier om, at du til et velgørenhedsarrangement i Sydafrika sidder og fører dybe samtaler med Nelson Mandela, mens Andre Agassi, som total idiot sidder og spørger om, hvor de fede butikker og restauranter ligger henne. Eller da du sidder fast i en elevator sammen med Luciano Pavarotti, hvor han så vælger at give dig en fantastisk privat koncert, helt sikkert, Boris. Gad vide, hvad han ellers gav dig?
Og hvor bliver Edberg egentlig af? Du nævner godt nok hans navn masser af gange, når du remser kampe op, men giv dog den mand, der som den ene halvdel i jeres evige tvekamp, har gjort dig til det tennis koryfæ, du trods alt er, et kapitel i det mindste. Næ, i stedet bruger du side op og side ned på at fortælle os om, hvor forfulgt du er, og hvor dumme alle andre er. Din paranoia kender ingen grænser…jeg hamrer dig een. Nej, undskyld…jeg yder dig ikke retfærdighed her…det er jo netop ikke alle andre, du sviner til! Der er et meget fint mønster. Der er de mennesker, som er ude af dit liv og hvem du ikke taber noget på at gøre til ofre for din sultne paranoia, og så er der dem, som ville kunne skade dig, hvis du nu dummede dig i en biografi. Et meget fint eksempel er din ekskone, som, hvis det overhovedet er sandt, prøver at rippe dig for 5 gange mere, end der tilkommer hende. Nok den ondeste handling imod dig, som du beskriver her i bogen, jeg er sikker på, der flere, for det er ikke nogen særlig tyk bog, og alligevel så er du fuld af forståelse og hengivenhed over for hende. Ja tak, hun har dine børn, dit utyske…nej, din tyske tvetunge.
Sjovt nok elsker du Kajser Franz, ja han er et forbillede, hva? Vorherre til hest! Mere usympatisk menneske skal man lede længe efter. Men han har magt, og ville kunne skade dig, hvis han blev lige så syg af had, som jeg er blevet, efter at have læst din bog. Desuden er du jo storaktionær i Bayern München….yes, der er et mønster, din slatne wurst.
Ja, jeg kunne jo fortsætte i een uendelighed, men det ville være at fortsætte din stil, Boris. Jeg er nu påvirket af anseelige mængder alkohol… ja, jeg var sgu’ nødt til gøre noget for at slippe væk fra din paranoide verden. Men jeg er ok, du skal ikke tænke på mig. Jeg har alligevel ikke særlig mange helte i min verden, så at den bliver reduceret fra 3 til 2, det betyder mindre. Men det piner mig dog, at jeg er nødt til at købe nye ketchere. Jeg har af ren kærlighed til dig, spillet med dine Estusa Power Beam Pro raketter de sidste 10 år, men det er slut nu…ja, så fik du den. In your face, MF.
Farveller
P.S.
Hvis nogen skulle få lyst til at læse Boris’ bog, så gør det. Den er skidegodt skrevet, og faktisk også hamrende interessant. Kronologi er dog totalt fraværende, hvilket helt sikkert afspejler Boris’ psykotiske sind. Og så hjælper det en hel del, hvis man i forvejen synes, han er en klaphat, så man slipper for konstant at ryge op i det røde felt.