Det var en ærgerlig dag i dag. Jeg spillede igen rigtigt godt, men kunne ikke lukke posen, selvom jeg havde ham nede i den i singlen. Jeg tabte med 6-1 4-6 4-6 efter en velspillet kamp. Doublen var en af de bedst spillede kampe, jeg har været med i. Der var ingen, der gjorde meget forkert, så det var virkelig de små ting, der afgjorde.
Jeg startede igen virkeligt godt i singlen. Jeg havde en rigtig god følelse og tog alle de rigtige beslutninger. Han havde ikke ligeså god en serv, som Brands i går, og da jeg returnerede på samme niveau, havde jeg ham totalt ude i tovene i 1,5 sæt, og kommer foran med 6-1 4-2. Jeg breakede hans 5 første servegames, uden han havde en gamebold. Han var dog god fra baglinjen fra begge sider, så der var ingen steder, jeg bare kunne slå bolden hen og få et neutralt slag tilbage, som fx i går. Hans force er bl. a. returneringerne, så der var også kamp i mine games. Halvvejs i 2. begynder han at komme længere og længere ind i banen. Jeg kan ikke rigtigt fornemme, om det var fordi han havde bedre server, eller jeg blev for passiv. Det var nok en kombination. Jeg havde i hvert fald ikke samme mulighed for at angribe hans server. Samtidig sætter han sig mere og mere på mine games, og pludselig er det mig, der bliver jaget rundt. Jeg spiller nogle dårlige point, er lidt uheldig og han spiller godt, og pludeslig har han taget 2. Jeg kommer lidt bedre med fra starten af 3., men der er han bare inde i en rytme, hvor alt går hans vej. Han misser intet, har heldet med netkanterne og server bedre. Han var en bedre spiller i 3. Det var surt, jeg ikke lukkede af, da jeg har fat. Jeg kan ikke sige, jeg gør så meget forkert, jeg skulle "bare" have holdt mit niveau. Som sagt fornemmer jeg ikke, om jeg taber lidt edge, eller om han hæver sit tempo. Det er en af de kampe, jeg virkelig gerne ville have på video. Der er ingen tvivl om, at jeg taber momentummet til ham, men jeg kunne godt tænke mig at se udefra, hvordan kampen forløber. At han havde nogle meget heldige point på nogle pænt irriterende tidspunkter, er der ikke noget at gøre ved. "Luck favours the brave" – lommefilosofi.
Doublen er der ikke meget at fortælle om. Alle holdt høje serveprocenter, gode returneringer og godt netspil. Selvom der var mange returneringer i spil, var der ikke mange breakmuligheder. Begge par bryggede et break sammen, og så blev det super tiebreak tid. Som det oftest er rent statistisk, vandt de, der vandt det første sæt. Hvis der er noget, der irriterer mig, er det at vi var lidt uheldige med banen. På den ene halvdel er der en bakke lige inden servelinjen, så hvis man server en relativ dyb serv, er det et vundet point. Det er ens for alle, og det gjorde, at vi holdt mine server lidt. Det havde da en betydning, da vi havde den halvdel to gange i super tiebreaken, mens de kun havde den en. Det havde faktisk en afgørende betydning, men når det kommer ned til den slags, har det jo været så tæt, at det ofte er den slags, der gør det.
Det var surt, det ikke blev til mere, men det var virkelig en god turnering for mig. Klart det bedste, jeg har følt mig i 2009, så jeg kan kun være positiv. Jeg tabte til en virkelig god spiller, efter en kamp, hvor jeg har mulighed for at vinde. Jeg gjorde ikke meget galt, å jeg er tilfreds.
Jeg bliver her en ekstra dag, da min kammerat, Abat (der har tyrkisk familie), har sagt, det ville være en skandale, hvis ikke jeg legede lidt turist. Turneringen har arrangeret en bådtur på Bosperus i morgen, så den tager jeg med. Jeg er i det hele taget gået lidt i turist-mode i år.
YNWA